Obligationer/tendens: Afdæmpet rentestart i vente trods Trumps kovending
10/4 07:30
Der er næppe udsigt til de store udsving i den danske statsrente, når handelen åbner torsdag trods store svingninger i den amerikanske statsrente onsdag. Den amerikanske præsident Donald Trump trak i toldbremsen og skød handelskrigen til hjørne i 90 dage for alle andre lande end Kina.
Det gav markante udsving på aktiemarkedet. Amerikanske aktier bankede op med knap 10 pct. for det brede S&P 500-indeks, og aktierne i Asien har ligeledes overordnet set en festdag torsdag. Obligationsmarkedet derimod reagerede kun moderat.
Onsdag udviklede renterne sig uens i Danmark og USA. Den tiårige danske rente faldt onsdag med 6 basispoint til 2,48 pct., mens den tilsvarende amerikanske lå 8 basispoint højere i 4,37 pct. ved dansk børslukketid.
Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation steg kun med 4 basispoint til 4,34 pct. efter Trumps toldmelding, men det var dog hele 17 point lavere end onsdagens top i 4,51 pct.
Torsdag morgen ved 7.15-tiden falder den tiårige rente yderligere 5 basispoint til 4,29 pct. på T-bondmarkedet i Tokyo. Det er 9 basispoint under renten, da obligationsmarkedet i Danmark lukkede onsdag.
FOKUS PÅ AMERIKANSK INFLATION
Dagens vigtigste nøgletal er de amerikanske inflationstal for marts. I februar lå inflationen i USA på 2,8 pct. sammenlignet med samme periode året før. Ifølge estimater fra Bloomberg ventes den at falde i marts til 2,5 pct. Kerneinflationen ventes også at falde, men mere marginalt, da den ventes at ende på 3,0 pct. i marts mod 3,1 pct. måneden før. Trods det ventes fald i marts er inflationen fortsat over den amerikanske centralbanks målsætning om en inflation på 2 pct.
.\\˙ MarketWire