Vanvidsåbning: C25 i klart største stigning nogensinde
10/4 09:23
Torsdag var tale om en historisk åbning af det danske C25-indeks, hvor næsten samtlige af eliteindeksets aktier gik i forlænget åbningsauktion.
23 ud af indeksets 25 aktier fik handlen udsat til klokken 9.03 som følge af voldsomme stigninger, efter at USA's præsident, Donald Trump, onsdag aften meddelte, at hans told er blevet sat på pause i 90 dage og sat ned til 10 pct.
Det danske C25-indeks åbnede kortvarigt 12,7 pct. højere, men har siden fundet sig til rette med en stadig imponerende fremgang på 9,2 pct. Holder stigningen dagen igennem, vil det med længder være det største plus i C25-indeksets historie.
Den hidtidige rekord i 4,1 pct. blev sat 24. marts 2020.
Måske ikke så overraskende er der da også fuld grøn plade i C25-indekset efter 20 minutters handel.
Her er det Rockwool, der med en stigning på 15,3 pct. stiger mest, med GN og DSV i hælene.
I bunden af eliteindekset ligger de mere defensive indslag som Tryg, Royal Unibrew, Carlsberg og ISS, der alle er sluppet relativt nådigt fra den store uro fra Trumps told.
Kovendingen fra Donald Trump understreger også, at præsidenten er lunefuld. Vi skal ikke længere tilbage end mandag, hvor situationen var den stik modsatte. Her var 20 aktier i forlænget åbningsauktion efter en weekend med rigeligt toldsnak, og C25-indekset åbnede 5,2 pct. lavere, mens facit på målstregen var et fald på 2,0 pct.
TOLDPAUSE SKABER LETTELSE
Den amerikanske præsident gik onsdag aften til tasterne, hvor han i en meddelelse erklærede, at mange landes ønske om forhandling af told havde fået ham til at godkende en pause på 90 dage og en nedsættelse af tolden til 10 pct.
EU var blandt andet blevet ramt med en told på 20 pct., mens en række asiatiske lande havde fået langt hårdere med Donald Trumps toldhammer.
De mildere toner kommer dog hverken Mexico eller Canada til gode, der særskilt er blevet tildelt told på 25 pct. Heller ikke Kina, der har taget kampen op mod USA, slipper - tværtimod. I sit opslag på Truth Social oplyser præsidenten, at den kinesiske told er hævet til 125 pct. For blot få uger siden var den 20 pct.
Også i Europa føles lettelsen. Det tyske DAX-indeks stiger 7,5 pct., det britiske FTSE 100 øger 100, og det franske CAC 40 vinder 7,0 pct.
Det brede fælleseuropæiske aktieindeks Stoxx 600 stiger samtidig 6,8 pct.
.\\˙ MarketWire