Aktier/middag: Toldpause sender Pandora, DSV og Mærsk frem i mørkegrønt C25
10/4 11:44
Pandora er på den mørkegrønne gren torsdag middag, hvor sønderslåede aktier vinder noget af det tabte tilbage. Også transportaktierne DSV og Mærsk er i front.
Men trods opturen efter Donald Trumps melding onsdag aften om, at han sætter sin såkaldte gengældelsestold på pause i 90 dage for lande, der ikke har svaret igen med egen told på amerikanske varer - hvilket ikke gælder Kina - kan stigningerne ikke udradere det tabte på toldkrigen.
Det danske C25-indeks åbnede med en voldsom stigning på næsten 13 pct., men luften er siden gået noget af ballonen, og eliteindekset ligger ved middagstid med et plus på 6,7 pct. i 1537,11. Hvis det holder til lukketid, vil det være den største stigning nogensinde.
- Nu bliver det spændende at se, hvad der skal til for at lande nogle aftaler. Om der tegner sig en skabelon, når de første aftaler kommer i hus, og vi kan få noget fakta på bordet. Men der er stadig meget volatilitet i markedet, siger Martin Munk, der er senioraktierådgiver i Jyske Bank, til MarketWire.
- Vi kan se, at begejstringen har mistet lidt af styrken siden i morges - men gejsten er stadigvæk høj, siger han.
Og der skal en del begejstring til, hvis fordums aktieplusser skal genvindes. Onsdag faldt eliteindekset tungt med 5,6 pct. - det tredjestørste fald nogensinde i indeksets historie. Går man bare en uge tilbage til onsdag den 2. april - få timer inden at Donald Trump præsenterede sine omfattende toldsatser på blandt andet EU - lå C25-indekset i niveauet 1675.
PANDORA I TOPPEN
Smykkeselskabet Pandora kunne i sidste uge se frem til, at produktionen af smykker i Thailand ville blive ramt af en told på 36 pct. på varer importeret til USA, der står for omkring en tredjedel af omsætningen. Men nu den ekstra høje toldsats taget af bordet - for nu.
- Fremgangen til Pandora er fair, efter at aktiekursen blev ekstremt hårdt ramt på tolden, siger Martin Munk.
Pandora stiger 10,7 pct. til 978,20 kr.
Med i toppen er DSV, hvis aktiekurs øges 10,9 pct. til 1170 kr., og Mærsks B-aktie går 8,9 pct. frem til 9946 kr.
RISIKO FORDAMPER EN SMULE FOR BANKERNE
Også indeksets fire banker - Danske Bank, Nordea, Jyske Bank og Sydbank - stiger med op til 7,1 pct.
- Risikoen for tab på kunderne var i højsædet på grund af toldkrigen - men pausen giver lidt lettelse i dag, siger Jyske Banks senioraktierådgiver.
I bunden af eliteindekset ligger bryggerierne Carlsberg og Unibrew med plusser på 2,5 pct. til henholdsvis 827,60 kr. og 543 kr. Nederst har forsikringsselskabet Tryg lagt sig med et plus på 2,4 pct. til 150,50 kr.
JOKER FOR MEDICINALAKTIERNE
Onsdag var meldingen fra USA's præsident, Donald Trump, at han også var på vej med store toldsatser på medicinalimport.
Og det er usikkert, om den kommer eller også ryger over i pausekøen.
- Vi kan se, at told på automobilsektoren består. Så det er usikkert, om Trumps forsat vil lægge særtold på medicinalsektoren, siger Martin Munk.
Alt andet lige stiger de danske medicinalaktier også torsdag middag, hvor Zealand Pharma ligger i toppen med et plus på 9,8 pct. Længere nede i indekset ligger Genmab med en stigning op 8,3 pct., Novo med et plus på 5,5 pct., og Bavarien stiger 5,3 pct.
COLOPLAST ANBEFALING LØFTES
Coloplast har fået løftet anbefalingen hos Nordea til "hold" fra "sælg". Nordea har ikke kursmål ved hold-anbefalinger. Onsdag faldt aktien 3,5 pct., men torsdag øger aktiekursen 5,8 pct. til 708,40 kr.
Ørsted får indledt dækning af Clarksons med en købsanbefaling og kursmålet sættes til 340 kr. Ørsted-aktien stiger 8,1 pct. 275,30 kr. efter et fald på 5,4 pct. onsdag.
- Selv om aktiekursen er tilbage, hvor den startede, argumenterer vi, at forretningen nu er betydeligt anderledes end i 2026. Tilbageværende olie- og gasaktiver er solgt fra, og driftsoverskuddet (eksklusive nye partnerskaber og annulleringsgebyrer) er vokset gradvist fra 14,4 mia. kr. i 2016 til forventede 26,5 mia. kr. i år efter vores estimater, skriver analytiker Roald Hartvigsen i et notat.
.\\˙ MarketWire