Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Danske Bank ser positive takter for vindbranchen: Vestas rammes ikke synderligt af told

11/4 10:30

Selv om usikkerheden på verdensmarkederne i øjeblikket er tårnhøj, ser Danske Bank opløftende takter fra den europæiske vindmølleindustri.

Det er konklusionen efter denne uges vindkonference, Windeurope, som er løbet af staben i København.

- Vi havde mulighed for at mødes med vigtige aktører i branchen og gik derfra med et indtryk af, at det ikke står så slemt til, skriver Danske Banks analytiker Casper Blom.

Handelskrig og told var et uundgåeligt emne på konferencen, men det er ikke noget, som ventes at påvirke Vestas synderligt, vurderer banken.

Det kan dog ramme forsyningskæderne på kort sigt, lyder vurderingen.

Samtidig er det ifølge Danske Bank ikke vindbranchens forventning, at den store infrastrukturplan Inflation Reduction Act (IRA), som blev indført under den foregående amerikanske præsident, Joe Biden, vil blive rullet tilbage - ej heller de skatterabatter, som planen giver.

Det har nuværende præsident, Donald Trump, ellers truet med ad flere omgange.

Det er dog ikke usandsynligt, at der kan komme ændringer i rabatordninger, og at planen kan afsluttes hurtigere, end der ellers var lagt op til, skriver Danske Bank.

STORE FORVENTNINGER TIL TYSKLAND

Vindbranchen har samtidig store forventninger til det tyske marked, mens også det nordøstlige Europa ser ud til at udvise stor trang til at blive energiuafhængige.

- I samme boldgade er det også vores indtryk, at frygten for kinesisk konkurrence i Europa er aftaget. Latin Amerika ser ud til at være et generelt svagt punkt for efterspørgslen, skriver Danske Bank.

Banken fastholder sin købsanbefaling af Vestas-aktien med et kursmål på 155 kr.

Vestas stiger fredag formiddag 0,7 pct. til 85,68 kr.


.\\˙ MarketWire