Aktiemarkederne vender til rødt efter kinesiske modsvar på told
11/4 11:09
De globale aktiemarkeder falder fredag formiddag på nyheden om, at Kina indfører en gengældelsestold på 125 pct. på amerikanske varer.
Markederne lå over en bred kam i grønt inden meldingen fra Kina, men er efterfølgende faldet støt tilbage.
Det danske eliteindeks, C25, ligger ved 11-tiden nede med 1,1 pct. efter at være åbnet med et plus på omkring 0,8 pct.
I Tyskland falder det toneangivende DAX-indeks med 1,5 pct. efter en indledende stigning på omkring 0,6 pct.
De amerikanske futures er ligeledes vendt rundt. Efter at have ligget omkring 0,3 pct. højere fredag morgen, indikeres der nu fald på 0,6 pct. for det brede S&P 500-indeks, når det åbner i eftermiddag dansk tid.
Den amerikanske præsident, Donald Trump, valgte onsdag at forhøje tolden på kinesiske varer til 145 pct., mens han omvendt udskød sin høje toldsatser på en lang række andre lande i 90 dage.
Det har fået Kina til at svare igen med sin egen løftede told, som træder i kraft 12. april.
Kina har dog i sinde at ignorere yderligere amerikanske toldforhøjelser, meddeler det kinesiske handelsministerium.
- I betragtning af at der ikke længere er nogen mulighed for markedsaccept for amerikanske varer, der eksporteres til Kina under de nuværende toldniveauer, vil den kinesiske side ikke være opmærksom på det, hvis den amerikanske side efterfølgende fortsætter med at indføre told på kinesiske varer, der eksporteres til USA, lyder det i meddelelsen.
.\\˙ MarketWire