Europa/aktier: Trykket stemning efter toldeskalering
11/4 17:53
Det svingede frem og tilbage for de europæiske aktier fredag. Investorerne skulle endnu en gang forholde sig til handelskrigen.
Det brede Stoxx 600-indeks faldt marginalt til 486,80. Indekset var dog i løbet af dagen både i plus med 0,8 pct. og i minus med 1,5 pct.
Toldusikkerhederne er på vej tilbage efter torsdagens plus på 3,7 pct. til indekset. Optimismen torsdag hang sammen med, at USA's præsident, Donald Trump, onsdag aften lagde en gevaldig dæmper på sin toldkanon og sænkede sine massive toldsatser til 10 pct. i en periode på 90 dage. Omvendt blev Kina som det eneste land pålagt yderligere told.
Det svarede det kinesiske handelsministerium fredag igen på ved at hæve tolden på amerikanske varer til 125 pct. fra 84 pct. Samtidig forlød det, at Kina vil ignorere yderligere eskaleringer fra USA, som i forvejen har pålagt kinesiske varer 145 pct. told.
- Vi er vidne til et tab af gennemsigtighed, og vi befinder os stadig i en fase med usikkerhed, siger Olivier Baduel, chef for europæiske aktier hos OFI Invest AM, ifølge Bloomberg News.
NOVARTIS VIL INVESTERE MILLIARDER I AMERIKANSK PRODUKTION
Blandt de specifikke selskabsnyheder meldte det schweiziske medicinalselskab Novartis sig klar til at hive enorme summer op af lommerne for at sikre amerikansk produktion af lægemidler, skriver Bloomberg News.
Beløbet lyder på 23 mia. dollar, der skal investeres over de kommende fem år. Det skal sikre, at selskabets lægemidler til amerikanerne kan fremstilles i USA. Meldingen følger umiddelbart efter, at den amerikanske præsident Donald Trump i denne uge har varslet forestående told mod medicinalselskaberne og lægemidler.
Pengene skal ifølge Bloomberg News være med til at finansiere et researchcenter i Californien, fire produktionsfaciliteter i endnu ikke fastlagte stater samt udvidelse af eksisterende fabrikker på tværs af USA.
Novartis-aktien steg 1,8 pct. til 86,24 schweizerfranc.
I toppen af Stoxx 600-indekset steg det tyske kemiselskab K+S med 7,6 pct. til 13,72 euro, da finanshuset Stifel løftede anbefalingen til "hold" fra "sælg" i forventning om, at selskabet når den øverste ende af sit indtjeningsforventningsinterval i år.
Modsat faldt den svenske it-virksomhed Hexagon til bunds med et fald 9,7 pct. til 84,70 svenske kr., da selskabets første kvartal bød på salg og overskud, der var værre end ventet og ramt af økonomisk usikkerhed.
.\\˙ MarketWire