Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA varsler øget told for elektronik om en måned eller to

14/4 06:34

Fredagens amerikanske beslutning om at undtage en række elektronikvarer fra told er kun midlertidig.

Det sagde den amerikanske handelsminister, Howard Lutnick, søndag i et interview med ABC News.

De varer vil blive omfattet af "halvledertoldsatser", som vil blive indført i løbet af "en måned eller to".

- Alle disse produkter kommer til at høre under halvledere, og de kommer til at få en særligt fokuseret type told, som sikrer, at den type produkter vender tilbage, siger Lutnick.

- Vi må have halvledere, vi må have chips, og vi må have fladskærme. Vi har brug for, at de ting bliver lavet i USA. Vi kan ikke være afhængige af Sydøstasien, fortsætter ministeren.

Lutnick henviser til fredagens melding fra Trump-administrationen om, at computere, telefoner og chips undtages gengældelsestold.

Meldingen blev anset for at være en markant afvigelse fra de hårde udmeldinger, der har været fra USA mod Kina i handelskrigen.

Halvledere har særlige elektriske egenskaber, og halvlederkomponenter anvendes blandt andet i computere og telekommunikationsudstyr.

Trumps toldkrig har været præget af en zigzagkurs med en række uforsonlige udmeldinger og så en delvis retræte sidste uge, hvor Kina som eneste land blev ramt med den helt hårde toldhammer, mens resten af verden fik 90 dages pause fra de højeste gensidige toldsatser.

Pausen blev indført, fordi mange lande har taget fat i den amerikanske regering og bedt om en genforhandling, lød det fra USA.

I de kommende uger og måneder ventes forhandlinger mellem USA og en række lande.

Mandag ventes EU-kommissæren for handel, Maros Sefcovic, at ankomme til Washington D.C. til forhandlinger om told.

/ritzau/