Aktier/åbning: GN topper tæt på helt grønt C25 efter melding om toldpause
14/4 09:09
Nyheder fra handelsfronten er endnu en gang toneangivende omkring det danske aktiemarked mandag morgen, hvor tæt på alle eliteaktier er startet i grønt.
I weekenden har USA og præsident Donald Trump nemlig meldt om en undtagelse for elektronikprodukter som smartphones, computere og mikrochips i den ellers omfattende told på varer fra Kina.
Og selv om Trump-administrationen lettere kaotisk efterfølgende kundgjorde, at der blot var tale om en pause, inden produkterne vil blive omfattet af told om "en måned eller to," så har nyheden skabt god stemning blandt særligt teknologiaktierne i Asien mandag morgen.
- Aktierne stiger, efter at Trump sent fredag undtog (midlertidigt) en række teknologiprodukter som smartphones, pc'er og andre elektroniske produkter fra både gengældelsestolden og basistolden på 10 pct. (”Fentanyl-tolden” for Kina på 20 pct. forbliver), noterer Ib Fredslund Madsen, der er chefstrateg hos Jyske Bank, i en morgenkommentar.
Han fastslår dog, at usikkerheden lurer lige under overfladen.
- Selv om aktierne fik lidt lettelse fra endnu en "toldpause", så er dollar stadig under pres, og guldprisen sætter rekord som indikation af, at markedet stadig har en vis nervøsitet om Trumps toldpolitik, skriver IB Fredslund Madsen.
Fredag endte det danske C25-indeks 0,8 pct. højere, og mandag morgen stiger eliteindekset yderligere 2,3 pct. til 1549,43. Øverst på kransekagen er GN, der nyder godt af den kinesiske toldpause.
MÆRSK DEGRADERES HOS NORSK BØRSHUS
Mærsk har hos det norske børshus Arctic Securities fået sænket sin anbefaling til "hold" fra "køb".
Samtidig er kursmålet sænket til 11.000 kr. fra 16.000 kr., fremgik det sent fredag eftermiddag af Bloomberg News.
Mærsks B-aktie steg fredag med 3,1 pct., og mandag fortsætter den i lyset af den gode markedsstemning op med 4,4 pct. til 10.615 kr.
Analysenyt er der også om Pandora, som har fået skåret 100 kr. af kursmålet hos svenske SEB, der nu lyder på 1400 kr. Anbefalingen er stadig "køb".
Pandora stiger trods det sænkede kursmål med 1,1 pct. til 942,80 kr., men er med den præstation også en af de dårligst præsterende i C25-indekset.
Forsikringsselskabet Tryg har fået skåret kursmålet hos finanshuset Jefferies til 180 kr. fra 190 kr. Købsanbefalingen af aktien fastholdes dog oven på Trygs regnskab for første kvartal fredag.
Morgan Stanley har desuden trimmet sit kursmål med 5 kr. til 165 kr. Her er anbefalingen "ligevægt".
Teknisk pres er der mandag på aktierne i ISS og Tryg, hvor retten til udbytte i begge tilfælde fragår.
For Tryg er der tale om et udbytte på 2,05 kr. per aktie, og for ISS er udbyttet 3,10 kr. per aktie.
Tryg-aktien er den eneste C25-aktie i rødt mandag morgen, hvor den falder med 0,8 pct. - eller 1,20 kr. - til 150,60 kr. Dermed er aktien også underliggende i plus.
ISS er næstsidst med et plus på 0,1 pct. til 152,40 kr. trods udbttefragang.
GN FÅR LETTELSE EFTER KINESISK TOLDPAUSE
Undtagelsen for told på elektronik for Kina er også godt nyt for GN, der har produktion af gamingudstyr i Steelseries og til dels headsets i Enterprise-divisionen i Kina.
Aktien stiger fra start mandag med 6,1 pct. til 94,18 kr. Dermed er den i toppen af C25-indekset.
Blandt de mindre aktier fik Boozt fredag sænket sit kursmål hos SEB til 100 svenske kr. fra 132 svenske kr., fremgik det ud på aftenen af Bloomberg News.
Det svarer til 67,17 kr. fra 87,49 kr. omregnet til danske kroner. Anbefalingen er fortsat i neutralt på "hold".
Aktien endte fredag 2,3 pct. højere på børsen i København, og mandag morgen stiger den videre med 2,9 pct. til 64,60 kr.
.\\˙ MarketWire