Obligationer/middag: Let stigende renter mens investorer søger mod aktier
14/4 11:57
De danske statsrenter stiger minimalt mandag, hvor indikationerne omkring obligationsmarkedet ellers stritter lidt i begge retninger.
Det skyldes fald i de lange amerikanske renter oven på flere stigninger i sidste uge, men en samtidig positiv indikation for aktierne.
Herhjemme faldt renterne nemlig fredag, mens de omvendt steg i USA. Her var der fortsat kapitalflugt som følge af handelskrigen, men mandag middag stiger den tiårige danske rente med et enkelt basispoint til 2,47 pct., selv om den tilsvarende amerikanske rente ligger klart lavere end ved dansk lukketid fredag.
Renten i USA var helt oppe i 4,59 pct. en overgang fredag, men siden blev der gydet lidt olie på vandene fra Susan Collins, der er chef for den amerikanske centralbanks lokale afdeling i Boston. Hun pegede i et interview med Financial Times på, at Federal Reserve, som den amerikanske centralbank hedder, er helt klar til at gribe ind og stabilisere de finansielle markeder, hvis de kommer ud af kontrol.
Det sendte igen renterne lidt ned til et slutniveau på 4,49 pct. - 7 basispoint højere end torsdag. Mandag morgen er de bakket yderligere på markedet i Tokyo, hvor den tiårige T-bond-rente nu er 4,44 pct. - 12 basispoint under niveauet ved dansk lukketid fredag.
På aktiemarkedet er der stigninger både i Danmark og Europa samt udsigt til det samme i USA senere på dagen. Det hænger sammen med en varslet midlertidig pause i tolden på elektronik som telefoner, computere og mikrochips fra Kina til USA. Den gode stemning på aktiemarkedet kan få investorerne herhjemme til at tage pengene ud af obligationsmarkedet og lægge dem i aktier. Og det er en bevægelse, som giver let faldende kurser og let stigende renter.
.\\˙ MarketWire