Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/middag: Eliteindeks på vej mod fire grønne på stribe med DSV og NKT i front

15/4 11:44

Det går atter fremad på det danske aktiemarked tirsdag middag, hvor C25-indekset stiger for fjerde børsdag på stribe, båret frem af ikke mindst DSV, der har fået grønt lys til gigantopkøbet af DB Schenker.

Desuden stiger NKT efter en dobbeltopgradering af anbefalingen fra britiske Barclays.

Stigninger på det amerikanske aktiemarked mandag, hvor Donald Trump annoncerede en mulig midlertidig udsættelse af told på import af biler og bildele, smitter af på de europæiske børser tirsdag.

C25-indekset ligger ved 11.30-tiden 1,9 pct. højere i 1582,48 og er steget sammenlagt 10 pct. over de seneste fire børsdage. Det bringer tabet, siden Donald Trump viftede med sin toldplanche i Rose Garden i starten af april, ned på under 5 pct.

- Det ser OK ud, men det irriterer mig lidt, at dollar fortsat er svækket. Det er noget vi holder øje med, siger Lars Skovgaard Andersen, senioraktierådgiver i Danske Bank, til MarketWire.

Netop dollar har lidt, siden USA's præsident, Donald Trump, for alvor skød sin handelskrig mod det meste af verden ind den 2. april. Dollarkursen tirsdag middag er tæt på det laveste niveau i over tre år, og det vidner tilsyneladende om, at pengestrømme flyder ud af USA til fordel for blandt andet Europa.

DSV TIL VEJRS

Herhjemme ligger samtlige C25-aktier i plus ved middagstid. DSV stiger mest med 5,5 pct. til 1214,50 kr., efter at alle godkendelser fra myndighederne til købet af Schenker er kommet i hus.

Transaktionen ventes færdiggjort 30. april. Derfor udskyder transportkoncernen regnskabet med en dag fra 29. april til 30. april.

Kursmålet for aktien i DSV er i øvrigt blevet skåret til 1550 kr. fra førhen 1700 kr. af HSBC, der gentager anbefalingen "køb".

Også NKT har været under lup hos Barclays, der har løftet sin anbefaling to trin til "overvægt" fra "undervægt". Kursmålet er desuden hævet fra 485 kr. til 597 kr.

NKT-aktien stiger 4 pct. til 504,50 kr.

FLS, VESTAS OG MÆRSK

Analytikere har også set nærmere på FLSmidth, Vestas, Mærsk og Pandora.

FLSmidth, der stiger 2 pct. til 290 kr., har fået skåret kursmålet til 410 kr. fra 450 kr., men får stadig den positive anbefaling "outperform" af canadiske RBC Capital.

Vestas får sænket kursmålet hos RBC Capital til 133 kr. fra 154 kr., men også her er anbefalingen stadig "outperform". Vestas-aktien siger 0,9 pct. til 90,72 kr.

Og så har A.P. Møller-Mærsk fået skåret toppen af kursmålet for B-aktien til 10.900 kr. fra 12.800 kr. hos storbanken Goldman Sachs, som holder fast i sin neutrale "hold"-anbefaling af rederiet.

Mærsks B-aktie stiger 1,4 pct. til 10.730 kr.

JYSKE LØFTER PANDORA

Nyt er der også om Pandora, der er blevet løftet til "køb" fra "hold" hos Jyske Bank. Kursmålet skæres dog til 1200 kr. fra 1300 kr. Banken ser ingen vækstopbremsning i første kvartal.

Smykkeaktien stiger 0,7 pct. til 955,80 kr., og kan modsat være negativt påvirket af skuffende salgstal fra luksusgodekæmpen LVMH sent mandag, vurderer Lars Skovgaard Andersen.

.\\˙ MarketWire