Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER
Q&A med Zealand Pharma, 20 Maj kl 15.00 Læs mere her

Tirsdagens obligationer: Ro på aktiescenen sendte renten op trods svage nøgletal

15/4 17:09

Rentestigninger prægede det danske obligationsmarked tirsdag, hvor aktierne atter gjorde comeback oven på tumulten og de bratte kursfald efter USA's præsident, Donald Trump, skød sin handelskrig ind for næsten to uger siden.

De stigende aktier dæmpede interessen for de rentebærende papirer som sikker havn, og herhjemme steg den toneangivende tiårige statsrente med 4 basispoint til 2,49 pct.

Fra nøgletalsfronten kom der ellers særdeles svage nøgletal fra Tyskland, som indikerer afdæmpet aktivitet på den lidt længere bane, og derfor ofte mødes med rentefald.

De finansielle aktørers forventningsindeks, ZEW, afspejlede således klart pessimisme efter en ellers flot måling i marts.

Indekset, der måler analytikernes forventninger til økonomien over de kommende seks måneder, faldt massivt fra indeks 51,6 i marts til minus 14,0 i april. Det er det laveste nivau siden sommeren 2023, og en del lavere end økonomers estimat på 10,0 ifølge Bloomberg News.

- Det er klart, at handelskrigens virkelighed har ændret sig mange gange de sidste par uger, og nogle har også svaret på undersøgelsen, da EU stod over for højere told, end det er tilfældet nu.

- Omvendt står bilindustrien stadig over for 25 pct. told i USA, og det gør ondt på Tyskland, som sidste år eksporterede næsten en halv mio. biler til USA, vurderer Bjørn Tangaa Sillemann, chefanalytiker i Danske Bank, i en kommentar.

BEDRING I USA

I USA var erhvervstilliden i staten New York, målt ved Empire State Manufacturing-indekset, ikke helt så dyster som frygtet.

Indekset faldt voldsomt i marts til minus 20,0 fra plus 5,7 måneden før. I april steg det dog til minus 8,1, hvilket var bedre end ventet blandt økonomer, der havde forudset minus 13,5 ifølge Bloomberg. Indeksets neutrale niveau, der markerer forskellen mellem vækst og tilbagegang, er nul.

.\\˙ MarketWire