Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER
Q&A med Zealand Pharma, 20 Maj kl 15.00 Læs mere her

Obligationer/tendens: Mere ro på rentemarkederne - amerikanske detailtal i fokus

16/4 07:16

Det tegner til en relativt rolig åbning af det danske obligationsmarked onsdag, hvor der senere på dagen venter tal fra USA samt den endelige opgørelse af den europæiske inflation.

Efter det danske markeds lukketid venter måske dagens vigtigste begivenhed, når formanden for den amerikanske centralbank, Jerome Powell, går på talerstolen.

Der vil også fortsat blive holdt øje med udviklingen i de amerikanske renter, som i sidste uge skød kraftigt i vejret. Navnlig den tiårige rente har dog stabiliseret sig de sidste to handelsdag, og tirsdag endte det med et mindre rentefald til det toneangivende tiårige statspapir - trods faldende erhvervstillid.

Det var et positivt tegn, da det indikerer aftagende nervøsitet i rentemarkedet.

Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation faldt med 4 basispoint til 4,34 pct., hvilket også var rentens niveau, da obligationsmarkedet i Danmark lukkede.

Onsdag morgen handles den tiårige amerikanske statsobligation til en rente på 4,33 pct. på markedet i Tokyo.

Herhjemme steg den toneangivende tiårige statsrente tirsdag med 4 basispoint til 2,49 pct.

Der vil ud på formiddagen være fokus på de europæiske inflationstal for marts. Der er tale om den endelige opgørelse, hvorfor der ikke bør være de store overraskelser.

Fra amerikansk side kommer der tal for detailsalget i marts. Her er spørgsmålet, hvor meget præsident Donald Trumps handelspolitik har påvirket forbrugernes købelyst. Noget tyder på, at amerikanerne har skyndt sig at fylde indkøbskurvene, inden at de amerikanske toldsatser for alvor får påvirket prisniveauet.

Der ventes ifølge estimater fra Bloomberg en stigning på 1,4 pct. sammenlignet med måneden forinden mod 0,2 pct. i februar.

Blandt øvrige væsentlige nøgletal er også industriproduktionen i USA, hvor der i marts ventes et fald på 0,2 pct. I februar steg produktionen 0,7 pct.

Den tidlige morgenstund har budt på kinesiske væksttal, der viste at økonomien voksede med 5,4 pct. på årsbasis mod ventet 5,2 pct. blandt økonomerne ifølge estimater fra Bloomberg News.

Opdateringen er en god nyhed frem mod et andet kvartal med noget mere usikkerhed. I begyndelsen af april - og dermed også starten på andet kvartal - annoncerede USA massive toldsatser på varer fra Kina, som flere økonomer venter vil få samhandlen mellem de to til at bryde sammen.

.\\˙ MarketWire