Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Nordeas topchef om første kvartal: Vi leverer stabilt resultat og ryster ikke på hånden

16/4 10:47

Storbanken Nordeas regnskab er stabil og forudsigeligt.

Det siger bankens danske topchef, Frank Vang-Jensen, til MarketWire, efter banken er kommet med regnskab for første kvartal onsdag morgen.

- Det er et godt, solidt resultat. Og præcis, som det skal være for en bank. Hvis vi begyndte at ryste på hånden nu, og leverede dårlige resultater, og var mindre kedelige, så ville det ikke være godt for samfundet, siger koncernchefen og fortsætter:

- Så en bank skal være stabil. Og det er jo præcis det, vi er.

Nordeas resultater landede for en stor del indenfor eller lidt over skiven af det, analytikerne havde ventet på forhånd. En post overraskede dog markant - til den positive side: nedskrivningerne. De var på 13 mio. euro i første kvartal mod ventet 61,6 mio. euro ifølge et estimat indsamlet af Infront Consensus.

- Vi har kredittab på 1 basispunkt, hvor man normalt ligger omkring 10 basispunkter. Men faktum er bare, at hvis du kigger på første kvartal, og der hvor de nordiske samfund er, der hvor husholdningerne er, der hvor selskaberne generelt er, så er de generelt i en vældig stærk position, siger Frank Vang-Jensen.

Han påpeger, at privatkundernes indlån er steget med 7 pct. i kvartalet, mens erhvervskunderne er øget med 11 pct.

- Så de har stærke balancer. Men inflationen er kommet ned. Renterne er kommet godt ned, og virksomhederne går generelt godt. Det betyder jo, at hvis du parkerer den geopolitiske usikkerhed, og den handelskrig, der er nu, så er det et vældig stærkt udgangspunkt. Og derfor vil der være lave kredittab, siger Nordea-chefen.

Han påpeger, at de danske såvel som de nordiske virksomheder er vant til at skulle navigere i hele verden, da hjemmemarkederne er begrænsede:

- Det er selskaber som Novo, Coloplast, Carlsberg, Volvo Trucks, Volvo Cars, Ericsson, Nokia. Samlet tror jeg, at vi kommer fint igennem det her. Det bliver hårdt arbejde - men vi kommer fint igennem, lyder det fra Frank Vang-Jensen.

Første kvartal 2025 er ikke ramt af den amerikanske præsidents toldkrig - men det kan komme nu:

- Vi har ikke prøvet en situation, hvor USA virker til at afkoble sig fra det meste af verden og er ved at starte en handelskrig med resten af verden. Men vi har før prøvet at håndtere usikkerhed, vi har prøvet at håndtere volatilitet og kaos i verden, mange gange, påpeger koncernchefen.

FASTHOLDER MÅL FOR 2025

Nordea ser fortsat en egenkapitalforrentning på over 15 pct. i år. Og Frank Vang-Jensen ser målet som "en bund".

- Kan vi gøre det bedre end det, så er vi glade for at kunne gøre det. Og nu er første kvartal i hus, siger han.

Nordeas egenkapitalforrentningen var på 15,7 pct.

- Spørgsmålet er jo, hvad er det, der sker fra nu af? Og der kan man sige, at der er vel to ting, som er usikre kortsigtet, tror jeg.

- Hvordan udvikler renterne sig i samfundet, og hvordan udvikler aktiviteterne sig i samfundet, siger Frank Vang-Jensen og uddyber, at man har planlagt lavere renter - og kommer de længere ned end ventet, vil det først ske sidst på året.

.\\˙ MarketWire