Kina åbner døren på klem for forhandlinger: Respektabel opførsel er blandt flere forbehold
16/4 10:55
Den kinesiske regering er indstillet på at gå til forhandlingsbordet med USA og præsident Donald Trump for at gøre en ende på toldkrigen mellem de to lande.
I de seneste uger har først USA og sidenhen Kina indført told på varer fra hvert land. USA har aktuelt en told på 145 pct. på kinesiske varer, mens Kina har told på 125 pct. på varer fra USA.
Toldkrigen har i praksis betydet en total opbremsning i samhandlen mellem de to økonomier.
Forhandlingerne vil dog kræve, at amerikanerne udviser mere respekt, lyder det kinesiske krav. Det indebærer blandt andet, at personer i regeringskabinettet afstår at komme med grove kommentarer, skriver Bloomberg News.
Endvidere kræver Kina mere tydelighed omkring USA's position samt viljen til at adressere Kinas bekymringer omkring amerikanske sanktioner og Taiwan, oplyser anonyme kilder.
Slutteligt kræver Kina, at USA vælger en person til at forestå forhandlingerne, der har præsidentens opbakning og kan hjælpe med at udarbejde en aftale, som Kinas formand Xi Jinping kan underskrive.
USA's præsident, Donald Trump, har ad flere omgange opfordret Kina til at komme til forhandlingsbordet.
Det vil imidlertid kræve en mere respektabel tone - særligt fra de amerikanske medlemmer af regeringskabinettet. En kilde tæt på overvejelserne fortæller til Bloomberg News, at respekt over for Kina er det primære fokus.
Og selv om Donald Trump indtil nu har været tilpas mild i sin offentlige omtale af Xi Jinping, har det forholdt sig anderledes med personerne omkring præsidenten, fortæller kilden uden at komme med eksempler.
Et eksempel kunne dog være den amerikanske vicepræsident, der ifølge Bloomberg News tidligere har henvist til "kinesiske bønder". Kommentaren blev mødt med utilfredshed fra talsmand Lin Jian fra det kinesiske udenrigsministerium, der kaldte bemærkningen "ignorant og respektløs".
.\\˙ MarketWire