Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/middag: Handelsspændinger trykker påskestemningen

16/4 11:29

Efter fire dage med højt humør er stemningen vendt på det danske aktiemarked op mod påskeferien. C25-indekset er tilbage under pres, efter at den amerikanske præsident, Donald Trump, tirsdag aften annoncerede eksportrestriktioner på mikrochips til Kina.

Blandt de danske selskaber er der fokus på Nordea, der med sit regnskab for første kvartal har ramt inden for skiven. Det giver dog ikke den store optur i eliteindekset, som imidlertid toppes af bryggerierne Carlsberg og Royal Unibrew.

- Vi er i et miljø, hvor vi bliver ved med at vende tilbage til Donald Trump og hans handelspolitik. Det er en af de nøgleparametre, der flytter aktivklasserne som helhed. Og så er det klart, at når usikkerheden omhandler teknologi og chips, så er det også noget, der rammer bredt, også mod danske aktier, siger Otto Friedrichsen, aktiestrateg i Formuepleje, til MarketWire.

C25-indekset falder ved middagstid med 0,7 pct. til 1576,80, hvor nyheden, om at Kina er klar til at sætte sig til forhandlingsbordet med USA, har løftet stemningen en smule blandt investorerne efter indledende fald på over 1 pct.

- Kina er jo omdrejningspunktet i Trumps handelspolitik. Når der bliver åbnet op for mulige forhandlinger, så er det noget, investorerne ser som en vej ud af den problematik, som vi har set gennem de sidste halvanden uges tid, siger Otto Friedrichsen videre.

NORDEA MED GODE TAKTER

Faldende indtægter på renterne og højere bidrag fra gebyrerne tegner det overordnede billede af Nordeas første kvartal, hvor den samlede toplinje er faldet med 4 pct.

Overskuddet har også fået et mindre pres ned i forhold til første kvartal sidste år - men lander alligevel over det, analytikerne havde ventet.

Oveni er omkostningerne steget med 5 pct. i årets tre første måneder sammenlignet med perioden sidste år, da inflationen og investeringer presser udgiftsposten. Dog ventes omkostningerne at blive holdt i ave samlet set hen over året og lande på en stigning på 2-2,5 pct.

Hos Sydbank kalder senioranalytiker Mikkel Emil Jensen det for en "god start på 2025 uden mange hår i suppen".

Nordea-aktien handles uændret til 83 kr.

I toppen af C25-indekset ligger bryggerierne Carlsberg og Royal Unibrew efter konkurrencenyt fra Holland, hvor giganten Heineken er kommet bedre end frygtet gennem første kvartal.

Carlsberg stiger 1,6 pct. til 879,20 kr., mens Unibrew går frem med 1,5 pct. til 571 kr.

Blandt en sværm af analytikernyt har Jyske Bank fået sænket sit kursmål hos SEB til 575 kr. fra 655 kr. Anbefalingen "køb" bliver dog fastholdt.

SEB har også kigget Danske Bank efter i sømmene, og her er kursmålet blevet sænket til 245 kr. fra 275 kr. - også med en fortsat købsanbefaling.

Jyske Bank falder 1,2 pct. til 515 kr., mens Danske Bank går tilbage med 0,5 pct. til 213,90 kr.

MÆRSK OG ROCKWOOL LØFTES

Hos både Mærsk og Rockwool kan man glæde sig over løftede anbefalinger. Den amerikanske investeringsbank Citi har nu en "neutral" anbefaling af Mærsk mod tidligere "sælg", mens kursmålet er blevet sat op til 11.093 kr. fra 9500 kr.

Det er dog ikke nok til at holde Mærsk oven vande. B-aktien falder 0,8 pct. til 10.695 kr.

Rockwool er hos Morgan Stanley blevet løftet til "overvægt" fra "ligevægt", og kursmålet lyder nu på 300 kr. mod tidligere 259 kr.

Rockwool falder med små 0,3 pct. til 281,40 kr.

Novo Nordisk har fået indledt sin aktiedækning hos BNP Paribas, og det sker med den negative anbefaling "underperform" til Novos amerikanske notering. Kursmålet for aktien sættes samtidig i 61 dollar, og det indikerer et negativt potentiale på 5 pct. i forhold til tirsdagens kurs i USA på 64,09 dollar

Samtidig har Barclays sænket sit kursmål til 700 kr. fra 900 kr., men anbefaler fortsat "overvægt".

Det sender Novo-aktien ned med 0,4 pct. til 423,95 kr.

Blandt de øvrige analytikerændringer har DSV fået sænket kursmålet til 1650 kr. fra 1870 kr. hos Barclays, som dog gentager sin anbefaling "overvægt".

Samtidig har Carnegie sat kursmålet ned til 1363 kr. fra 1681 kr., mens den positive anbefaling "køb" fastholdes. DSV fik tirsdag de sidste formaliteter på plads til gigantopkøbet af DB Schenker. Oveni kom selskabet med en rokade i ledelsen, hvor tre folk fra opkøbet får plads i topledelsen og erstatter eksisterende.

DSV dykker 1,1 pct. til 1244 kr. ved middagstid.

.\\˙ MarketWire