Harley-Davidson-investor vil smide topchef på porten
16/4 14:24
En af Harley-Davidsons største investorer vil give topchef Jochen Zeits og to bestyrelsesmedlemmer sparket.
Det fremgår af et åbent brev fra investor H Partners, der ifølge Bloomberg News anklager topchefen for "alvorlig værdiødelæggelse og en kulturel forringelse af dette ikoniske selskab".
Sammen med Jochen Zeits bør Thomas Linebarger og Sara Levinson, der begge har siddet i Harley-Davidsons bestyrelse i knap 30 år, også udtræde, vurderer H Partners.
Den voldsomme udmelding fra H Partners følger en kommentar fra Harley-Davidson, hvori tidligere bestyrelsesmedlem i selskabet og repræsentant for H Partners Jared Dourdeville bliver udskældt.
Jared Dourdeville har ifølge Bloomberg News kritiseret motorcykelproducentens strategi og produktudvalg, før han udtrådte af bestyrelsen.
Kommentarerne beskrives af Harley-Davidson som "misvisende, unøjagtige og usande". Det fremgår af en indberetning tirsdag, hvori selskabet også påpeger, at de har gjort det sværere at finde en afløser til Jochen Zeits, der for nylig offentliggjorde, at han ønsker at fratræde snarest.
H Partners er med et ejerskab på 9,1 pct. af aktierne i Harley-Davidson den næststørste aktionær i selskabet.
.\\˙ MarketWire