Ørsted får sænket anbefalingen: Bank of America ser risiko for lukkede projekter i USA
22/4 09:21
Ørsted er i risiko for at få lukket flere af sine projekter i USA, der kan føre til nye milliardnedskrivninger for den danske energikoncern.
Det mener Bank of Americas analytiker Peter Bisztyga, der ifølge Bloomberg News har sænket anbefalingen for aktien til negative "underperform" fra "neutral". Samtidig er kursmål sænkes til 265 kr. fra 350 kr.
Den sænkede anbefaling følger et byggestop beordret af Trump-administrationen for norske Equinors amerikanske projekt Empire Wind.
Med byggestoppet for Empire Wind-projektet er risikoen for en lignende skæbne for Ørsteds projekter som Sunrise Wind og Revolution Wind steget betydeligt, skriver analytikeren i et notat.
Det kan føre til nye nedskrivninger på op mod 35 mia. kr., hvilket i tilgift kan betyde et farvel til en skattebesparelse i USA på 16 mia. kr., advarer Peter Bisztyga.
Aktien i Ørsted falder tirsdag 9,1 pct. til 260,40 kr. efter få minutters handel.
.\\˙ MarketWire