Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Korr: Aktier/åbning: Novo og Ørsted banker ned og sender C25 i dyndet

22/4 09:36

() flyttet op fra Novo-afsnit (Korr. Tiende afsnit rettet. Empire Wind er IKKE Ørsteds, men Equinors)

Med tungt pres på medicinalkæmpen Novo Nordisk og Ørsted er det danske aktiemarked startet i rødt på første handelsdag efter påskeferien.

De europæiske aktier noterer sig også generelt moderate fald, efter at også de amerikanske aktier faldt klart mandag, mens der var lukket herhjemme for anden påskedag. Men i Danmark er presset ekstra stort på grund af faldet til Novo.

Mistilliden til USA fortsætter på de finansielle markeder, hvor en svækkelse af dollar efterhånden i lang tid har gået hånd i hånd med stigende renter og faldende aktier.

Kapitalflugten skyldes stor usikkerhed om den førte politik på særligt handelsområdet, men også andre områder, fra USA's præsident, Donald Trump, og hans administration.

Herhjemme endte C25-indekset onsdag inden påske 0,8 pct. lavere, og tirsdag morgen umiddelabrt efter åbningen falder eliteindekset yderligere 2,1 pct. til 1542,87.

NOVO PRESSES AF STÆRKE DATA FRA RIVAL

Blandt enkeltaktierne står Novo Nordisk til en svær dag på børsen i København, efter at ærkerivalen Eli Lilly henover påsken har fremlagt stærke data for vægttabspillen Orforglipron.

I USA har det lagt pres på Novo Nordisks amerikanske notering, mens aktiemarkedet herhjemme har holdt påskelukket.

Tirsdag kan presset nå til den danske notering, mener Søren Løntoft Hansen, der er senioranalytiker i Sydbank.

- Vi vil formentlig se, at Novo Nordisk vil komme under pres i dag, siger han til MarketWire.

Torsdag faldt Novos ADR-notering med 7,6 pct., mens den mandag steg 0,4 pct. i den ordinære handel og yderligere 0,7 pct. i eftermarkedet til 58,73 dollar. Det svarer til 380,39 kr.

Herhjemme lukkede aktien i Novo onsdag før påske med et fald på 1,0 pct., men tirsdag morgen banker aktien ned med 8,8 pct. til 384,05 kr.

Novo Nordisk er også belastet af en sænket anbefaling hos BMO Capital Markets, der har skruet ned til "market perform" fra "outperform".

Samtidig er kursmålet sænket til 64 dollar (414 kr.) fra 105 dollar, viser data fra Bloomberg News.

ØRSTED FÅR SÆNKET ANBEFALING HOS BARCLAYS

Den britiske storbank Barclays har sænket sin anbefaling af aktien i energiselskabet Ørsted til "undervægt" fra "ligevægt", og samtidig er kursmålet sænket til 240 kr. fra 365 kr., viser data fra Bloomberg News.

Ørsted har også fået sænket anbefalingen hos Bank of America, der har skruet ned til "underperform" fra "neutral".

Ørsted er i risiko for at få lukket flere af sine projekter i USA, der kan føre til nye milliardnedskrivninger for den danske energikoncern. Det mener Bank of Americas analytiker Peter Bisztyga.

Den sænkede anbefaling følger et stop for Equinors amerikanske projekt Empire Wind. Med lukningen af projektet er risikoen for en lignende skæbne for Ørsteds projekter som Sunrise Wind og Revolution Wind steget betydeligt, skriver analytikeren i et notat. Det kan føre til nye nedskrivninger på op mod 35 mia. kr., hvilket i tilgift kan betyde et farvel til en skattebesparelse i USA på 16 mia. kr., advarer Peter Bisztyga.

Onsdag inden påske steg Ørsted-aktien med 0,6 pct., men tirsdag morgen går det skarpt ned ad bakke med et fald på 8,7 pct. til 261,60 kr.

Novonesis har desuden fået sænket kursmålet hos tyske Berenberg til 485 kr. fra 515 kr. Anbefalingen er fortsat "køb", viser data fra Bloomberg News.

Novonesis falder fra start tirsdag med 0,3 pct. til 408,50 kr.

For Genmab er det gået den anden vej. Selskabet har fået løftet kursmålet for sin amerikanske notering hos Leerink Partners til 29 dollar fra 27 dollar.

Der går ti af Genmabs ADR-aktier på én dansk. Det nye kursmål svarer således til 1877,90 kr.

Til sammenligning lukkede aktien i Genmab onsdag i 1291,50 kr. efter et fald på 0,1 pct. Leerink Partners har da også den positive anbefaling "outperform".

Tirsdag morgen stiger Genmab med 0,1 pct. til 1293 kr.

Zealands Pharma får sænket sit kursmål til 873 kr. fra 980 kr. af Goldman Sachs, der dog naturligt nok fastholder "køb".

Lukkekursen onsdag inden påske var nemlig 424,50 kr. efter et fald på 4,6 pct. Zealand Pharma er siden årsskiftet faldet mere end 40 pct., og tirsdag morgen går det atter ned ad bakke med et dyk på 4,4 pct. til 406 kr.

MÆRSK FÅR SALGSANBEFALING FRA NORGE

For Mærsk er det også gået ned ad bakke, idet transport- og logistikkoncernen har fået sænket sin anbefaling hos norske Fearnley Securities til "sælg" fra "hold". Kursmålet er samtidig sænket til 7800 kr. fra 10.400 kr.

Mærsks B-aktie falder fra start tirsdag med 3,9 pct. til 10.350 kr.

Bavarian Nordic kunne sent onsdag gå på påskeferie med den glædelige nyhed om, at en rådgivningskomite under de amerikanske sundhedsmyndigheder, Food and Drug Administration (FDA), har anbefalet det danske selskabs chikungunyavaccine godkendt.

De amerikanske sundhedsmyndigheder har konstateret chikungunya hos mennesker i mere end 50 lande i løbet af de seneste fem år.

Bavarian-aktien falder trods den gode nyhed tirsdag morgen med 2,4 pct. til 148,05 kr.

.\\˙ MarketWire