Investorer er varsomme med at købe op i faldende tech-aktier
22/4 14:29
Trods mandagens brandudsalg på de amerikanske markeder er investorerne i stigende grad tilbageholdende med at samle de store teknologiaktier op.
Det viser data fra Bloomberg.
Siden den amerikanske præsident, Donald Trump, i starten af april annoncerede sin storstilede toldplan - som siden i vid udstrækning er blevet sat på pause - har aktiemarkederne været præget af voldsomme udsving.
Store fald er blevet afløst af markante stigninger, når investorerne har købt op i aktier, som de mener er kommet for langt ned. Men det tyder på, at investorerne er blevet mere varsomme med den strategi.
Ifølge Bloomberg er forholdet mellem købs- og salgsoptioner på aktier i det laveste niveau siden slutningen af 2023.
Det tyder på, at den negative stemning på aktiemarkederne er en smule mere udtalt end først antaget, vurderer JJ Kinahan, der er chef for optionshandleren Tastytrade.
- Folk vil være sikre på, at de ikke bliver fanget, hvis vi fortsætter nedad, siger han til Bloomberg News.
De to typer af optioner, der også kaldes call optioner og put optioner, bruges typisk til at gardere sig mod henholdsvis opsving og fald i en aktie, da man køber sig retten til at enten købe eller sælge en aktie til en fastsat pris inden for et specifikt tidspunkt.
Dermed tyder det på, at investorerne er blevet mere forsigtige og ikke i samme grad som før tør satse på, at bunden er nået.
Det har da også været en hård periode for techgiganterne i Magnificent Seven, der blandt andet tæller Nvidia, Apple og Tesla. Samlet set er de syv store aktier nede med næsten 30 pct. siden deres seneste rekord.
Mandag gik det blandt andet hårdt ud over Nvidia, som dykkede 4,5 pct. Tirsdag ser aktien kun ud til at tage en beskeden revanche, da den indikeres op med 1,1 pct. i formarkedet.
For Apples vedkommende endte mandagen med et fald på 1,9 pct., mens Tesla, der kommer med regnskab senere tirsdag, faldt 5,8 pct. Begge aktier stiger begrænsede 0,8 pct. i formarkedet.
.\\˙ MarketWire