Tirsdagens obligationer: Renter forsatte ned mens investorer søger ly
22/4 17:11
Diskrepansen mellem det amerikanske og det europæiske obligationsmarked fortsatte tirsdag, hvor de danske statsrenter faldt trods stigninger i de lange amerikanske renter hen over påsken.
På det danske marked faldt renten på den ledende tiårige statsobligation med 6 basispoint til 2,39 pct. tirsdag. Dermed blev et fald på 4 basispoint onsdag før påske udbygget.
Mandag lukkede den tiårige T-bond i USA med en stigning på 9 basispoint til 4,41 pct., men lidt af det blev tabt tirsdag, hvor renten var faldet til 4,39 pct., da det danske marked lukkede.
Det sker sideløbende med fald på aktiemarkedet herhjemme, som får investorerne til at søge ly i statspapirerne og sende kurserne op og renterne ned.
I USA har der ellers atter været rentestigninger på menuen i påskedagene, hvor chefen for centralbanken, Jerome Powell, i sidste uge advarede om både stagflation og længere ventetid på pengepolitiske lempelser.
Det høstede han efterfølgende kras kritik for fra USA's præsident, Donald Trump, der vil have ham fyret. Han har løbende opfordret centralbankchefen til at sænke renterne.
Tirsdag var investorernes fokus også rettet mod handelskrigen, udviklingen i forhandlinger samt flere interessante nøgletal, som påvirkede dagsordenen.
Heriblandt var en foreløbig statistik over forbrugertilliden i eurozonen i april, som viste et fald til minus 16,7. Økonomer adspurgt af Bloomberg News ventede et mindre fald til minus 15,1 fra minus 14,5 i marts.
Allerede fra morgenstunden viste tal for den danske forbrugertillid i april et fald til minus 17,0 fra minus 15,5 i marts.
.\\˙ MarketWire