Vestas-rival stiger efter godt regnskab: Vindmøllesegmentet trækker fortsat ned
23/4 13:07
Amerikanske GE Vernova, der inden for produktion af vindmøller er konkurrent til danske Vestas, kom samlet set bedre igennem første kvartal end ventet af analytikerne.
Det belønner investorerne ved at sende selskabets aktie i vejret med 8 pct. på formarkedet i USA.
Den samlede GE Vernova-koncern, der henter størstedelen af sin indtjening i sin forretning for gasturbiner, omsatte i kvartalet for 8,03 mia. dollar svarende til en vækst på 11 pct. i forhold til samme periode året før.
Analytikerne havde ifølge Bloomberg News ventet en omsætning på 7,55 mia. dollar.
På bundlinjen kan GE Vernova glæde sig over et overskud på 264 mio. dollar mod et underskud på 106 mio. dollar i samme periode sidste år. Her lød analytikerkonsensus på 186,8 mio. dollar.
- Vi har haft en stærk start på 2025, hvor vi fortsætter med at gennemføre vores finansielle strategi og leverer disciplineret omsætningsvækst, marginudvidelse og et betydeligt frit cash flow i første kvartal, siger GE Vernovas finansdirektør Ken Parks i regnskabet.
- Vi er opmuntret af vores resultater for første kvartal og bekræfter vores finansielle forventninger til 2025, tilføjer han.
For hele 2025 venter GE Vernova fortsat en omsætning på 36-37 mia. dollar og positive frie pengestrømme på 2,0-2,5 mia. dollar.
Prognosen inkluderer påvirkningen af toldsatserne, som de ligger på nu, og den deraf følgende inflation, som skønnes at være cirka 300-400 mio. dollar efter fradrag af afhjælpende foranstaltninger, skriver GE.
Trods de overordnede positive toner må koncernen fortsat konstatere, at vindmølleforretningen bløder indtjeningsmæssigt - som det dog også var ventet.
I kvartalet faldt vindmølleordrerne med 44 pct. på årsbasis til 640 mio. dollar, hvilket begrundes med færre landmølleordrer i USA.
Omsætningen i vinddivisionen steg dog 13 pct. til 1,85 mia. dollar drevet af flere overleveringer og højere møllepriser.
Vindsegmentets driftsindtjening målt på EBITDA var et underskud på 146 mio. dollar svarende til 956 mio. kr. Det er dog en forbedring fra et minus på 173 mio. dollar i samme periode sidste år.
For hele året venter GE Vernova fortsat et underskud i vindforretningen på 200-400 mio. dollar.
.\\˙ MarketWire