Aktier/åbning: Danske eliteaktier bakker fra start anført af GN, Mærsk og Novo
24/4 09:19
Efter solide aktiestigninger onsdag, hvor håb om mildere toner fra USA i handelskonflikten fik humøret hos investorerne i vejret, er stemningen knap så god torsdag morgen.
Herhjemme ligger C25-indekset efter et kvarters handel 0,8 pct. lavere i 1588,66 efter plusset onsdag på 3,3 pct. som var den næststørste stigning i indekset i år.
Den amerikanske finansminister, Scott Bessent, har bidraget til stemningsskiftet med udtalelsen sidst på eftermiddagen onsdag om, at USA ikke har tilbudt Kina ensidige toldnedsættelser.
SCHWEIZISK DSV-RIVAL MED REGNSKAB
Der er torsdag morgen for alvor blevet åbnet op for regnskabssluserne i Europa. I løbet af morgenen er der drysset kvartalstal ind fra selskaber som Nestlé, Roche, BNP Paribas, Nokia og den schweiziske transportgigant Kuehne + Nagel.
Sidstnævnte er rival til den danske logistikkæmpe DSV, som kort efter åbningen på børsen i København ligger 0,6 pct. lavere i 1276 kr. efter stigningen onsdag på 6,7 pct.
Kuehne + Nagel overrasker positivt på både omsætning og indtjening i første kvartal. Driftsoverskuddet, EBIT, blev 402 mio. schweizerfranc mod ventet 395,5 mio. schweizerfranc og 376 mio. schweizerfranc i første kvartal 2024.
Selskabet fastholder forventningerne til hele året, men understreger, at prognosen kommer med en "større usikkerhed".
I bunden af C25 ligger onsdagens højdespringer - GN, som falder 2,9 pct. til 99,06 kr. efter onsdagens plus på 10,6 pct.
Mærsk og Novo Nordisk, som onsdag steg henholdsvis 8,0 og 4,9 pct., trækker også ned. Mærsk B med et minus på 2,7 pct. til 10.890 kr. og Novo med et fald på 1,9 pct. til 401,60 kr.
FØRSTE DELTAGER INDRULLERET I ZEALANDS VÆGTTABSSTUDIE
Zealand Pharma oplyser torsdag morgen, at det har indrulleret sin første deltager til et fase 2b-studie med vægttabskandidaten Petrelintid.
I studiet Zupreme-2 vil tre doser med Petrelintid på op til 9 mg blive testet over 28 uger. Indrulleringen ventes gennemført i andet halvår af 2025.
Zealand Pharma indtrådte i marts i et partnerskab med den schweiziske medicinalgigant Roche om Petrelintid. Roche er torsdag morgen i øvrigt kommet med regnskab for første kvartal.
Zealands aktie falder 1,3 pct. til 400,80 kr. fra åbningen.
Der er analysenyt til FLSmidth, som har fået sænket kursmålet med 17 pct. til 320 kr. fra førhen 385 kr. af SEB Bank. Danske Bank har desuden sat sit kursmål for ingeniørkoncernens aktie til 400 kr. fra 440 kr.
FLSmidth har også fået branchenyt fra rivalen Metso, der overrasker positivt med ordreindgangen i første kvartal.
Aktien i FLSmidth har lagt ud med et minus på 1,1 pct. til 300,60 kr. efter onsdagens stigning på 4,4 pct.
Rederiet Norden må desuden se sit kursmål blive reduceret med 12 pct. til 269 kr. fra førhen 307 kr. hos finanshuset ABG Sundal Collier. Anbefalingen er fortsat "køb".
Nordens aktie steg onsdag med 3,8 pct., men falder fra åbningen torsdag med 1,6 pct. til 166,30 kr.
.\\˙ MarketWire