Aktier/åbning: Boozt i modvind efter nedjustering - Novo i bund af grønt eliteindeks
25/4 09:19
Der er bøllebank i luften til Novo Nordisk, der har fået sænket kursmålet markant. Og hos britiske HSBC har analytikerne været på krigsstien hos flere danske selskaber og skåret kurspotentialet til.
I toppen af eliteindekset ligger Rockwool, Vestas og Mærsk, mens Novo og bryggerierne sendes til bunden i de første handler fredag morgen.
Blandt sidepapirerne har onlineforhandleren Boozt nedjusteret forventningerne til året, hvilket sender aktien markant ned.
Samlet stiger eliteindekset, C25, med 0,1 pct. til 1594,7 efter et fald på 0,5 pct. torsdag. I den korte påskeuge endte indekset i onsdags i 1576,12.
Og det kan være formildende toner i handelskrigen mellem USA og Kina, der har løsnet den anspændte stemning blandt investorerne. Fredag morgen er det kommet frem, at den kinesiske regering lover at stå klar med en nødplan mod "eksterne chok" ifølge Reuters.
Udtalelsen kommer i forlængelse af denne uges tilsyneladende forsonlige toner fra amerikanerne, hvor præsident Donald Trump har lovet at behandle Kina "rigtig pænt" i eventuelle forhandlinger og angiveligt luftet ideen om at sænke straftolden på visse kinesiske varer. Oveni var der fest og glade dage på Wall Street torsdag, hvilket smitter af på de europæiske markeder,
NOVO FÅR PRYGL
Men aktien i Novo er blevet savet midt over af finanshuset DBS i Singapore.
Kursmålet er skåret ned med næsten 50 pct. til 330 kr. fra 640 kr., mens anbefalingen er nedgraderet to trin fra "køb" til "sælg", fremgår det af Bloomberg News.
Novos aktie falder 1,8 pct. i den indledende handel til 403,05 kr. Aktien er i ugens løb faldet 4,3 pct.
Og så er Boozt havnet i lidt af et stormvejr, efter torsdagens sene nedjustering af forventningerne til 2025, efter en udfordrende start på året, hvor salget har svinget betydeligt som følge af øgede handelsspændinger.
Aktien dykker markante 12,8 pct. til 58,95 kr.
MISLYD FRA BRITISK STORBANK
Demant har fået snittet kursmålet til hos britiske HSBC, der nu siger 330 kr. mod et tidligere kursmål på 360 kr. Anbefalingen "køb" gentages.
Aktien i Demant stiger 1,4 pct. til 234 kr.
GN har også været under "kærlig" behandling hos den britiske storbank. Kursmålet er nu på 90 kr. mod tidligere 155 kr., mens holdanbefalingen gentages.
Også Nordeas analytiker Martin Brenøe har skåret kursmålet for aktien til 160 kr. fra 180 kr. på bagtæppet af den gangværende handelskrig mellem USA og Kina, der kan komme i vejen for høreapparatproducenten GN's transformation mod at samle koncernens divisioner i ét selskab. Anbefalingen "køb" gentages imidlertid, fremgår det af et notat fra banken.
Også svenske SEB skruer ned til 170 kr. fra 190 kr., mens Jyske Bank slanker kursmålet til 145 kr. fra 170 kr.
GN's aktie, der i år er faldet mere end 25 pct., rives dog med af den overordnede positive stemning og stiger 0,6 pct. til 100,55 kr.
Danske Bank er blevet set efter af analytikere fra Nordea, der sænker kursmålet til 255 kr. fra 275 kr. og fortsat siger "køb" forud for regnskabet fra banken om en uge.
Bank-aktien stiger 1,1 pct. til 220,40 kr.
DSV får skåret sit kursmål til 1550 kr. fra 1650 kr. hos Jyske Bank op til transportgigantens regnskab for første kvartal, som offentliggøres onsdag i næste uge. Anbefalingen fastholdes på "køb" fastholdes.
DSV ligger 0,8 pct. højere i den indledende handel i 1289 kr.
RATENYT TIL MÆRSK
Traditionen tro har Mærsk fået friske ratetal fra Shanghai Containerized Freight Index (SCFI). Raterne falder 1,7 pct. og er nu faldet to uger i træk.
B-aktien stiger 1 pct. til 10,970 kr.
UDBYTTEFEST FREDAG
I dagens handel kan der komme såkaldt teknisk pres på Tivoli, SP Group, Skako og Papirfabrikken Invest, hvor aktierne handles uden ret til udbytte.
.\\˙ MarketWire