Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktieopturen aftager efter endnu en afvisning fra Kina

25/4 10:33

Den største optimisme på aktiemarkederne er fredag formiddag forduftet, efter at Kina endnu en gang har afvist at være i forhandling med USA om toldmuren mellem de to lande.

Afvisningen kommer fredag fra en talsperson fra det kinesiske udenrigsministerium, som dermed gentog gårsdagens budskab.

Det fik det danske aktiemarked til at smide en del af sin indledende stigning, ligesom futuremarkederne i USA faldt tilbage til en mere beskeden fremgang på omkring 0,5 pct. Det danske C25-indeks stiger med 0,3 pct. ved 10-tiden fredag, efter at det kort efter åbningen lå oppe med 0,8 pct.

I kulisserne er der dog indikationer på en mulig opblødning.

Ifølge flere medier har Kina udpeget en række amerikanske varer, der anses for værende tilstrækkeligt kritiske for visse industrier, til at de kan pålægges toldsatsen på 125 pct.

- De kinesiske myndigheder har spurgt vores virksomheder, hvilke varer de importerer til Kina fra USA, som man ikke kan finde andre steder, og som derfor vil lukke forsyningskæden ned, siger direktøren for det amerikanske handelskammer i Kina, Michael Hart, til Reuters.

Ifølge Michael Hart har nogle medicinalvirksomheder oplevet, at der ikke er blevet opkrævet told på visse lægemidler, til trods for at der altså ikke er en officiel undtagelse.

Hos den franske producent af flymotorer, Safran, er man blevet informeret torsdag aften om, at der er blevet indført undtagelser på en række dele herunder flymotorer og landingsudstyr, skriver Reuters.

Fredag morgen lød det fra det kinesiske udenrigsministerium, at man ikke var bekendt med de konkrete detaljer omkring eventuelle toldundtagelser.

USA har allerede undtaget en række varer - navnlig elektronik - fra sin told på 145 pct.

I løbet af ugen har den amerikanske præsident, Donald Trump, angiveligt også luftet ideen om at sænke toldbarrieren en smule i et forsøg på at lokke Kina til forhandlingsbordet.

Hertil har Kina opfordret USA til at fjerne al unilateral told på kinesiske varer.


.\\˙ MarketWire