Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Fredagens obligationer: Handelskrig og renteprognoser satte dagsordenen

25/4 17:08

Der var kun små bevægelser på det danske obligationsmarked fredag, hvor handelskrigen og afledte effekter igen var i højsædet.

Finansmarkederne har i de seneste dage båret præg af håb om, at USA's præsident, Donald Trump, er i færd med at skrue ned for sin handelskrig mod blandt andet Kina.

Og der kom fredag - muligvis - lidt flere lyspunkter at glæde sig over i den forbindelse.

Ifølge Reuters overvejer Kina således at fritage nogle varer fra sin told på 125 pct. på amerikansk import.

Og Times Magazine bragte et interview med USA's præsident, Donald Trump, der regner med at være færdig med at indgå handelsaftaler med USA's handelspartnere i løbet af de kommende tre til fire uger.

Herhjemme endte renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation 1 basispoint højere i 2,38 pct.

RENTEFALD SIDEN PÅSKE

Samlet er den tiårige rente dog faldet 6 basispoint efter påske.

Nordea noterer sig, at torsdag også markerede tredje dag i træk med rentefald i USA.

Og hvad angår de danske renter - specielt for de korte danske renter - skyldes den seneste tids fald, at markederne er begyndt at indregne flere rentenedsættelser fra Den Europæiske Centralbank, ECB, som reaktion på de lavere globale vækstudsigter, påpeger banken.

- Aktuelt venter markederne således, at der kommer to til tre yderligere rentenedsættelser i euroområdet (og dermed også Danmark) frem mod årsskiftet. Til sammenligning fastholder vi dog vores forventninger om, at der kun kommer en sidste rentenedsættelse på mødet i juni, skriver Jan Størup Nielsen, der er chefanalytiker hos Nordea, i en kommentar.

.\\˙ MarketWire