Fredagens aktier: Novo og Ørsted bremsede optur
25/4 17:06
Vingeskudte Novo Nordisk og hårdtprøvede Ørsted bremsede fredag opturen på det danske aktiemarked, hvor stemningen ellers var fornuftig oven på den seneste tids stigninger i USA.
Hovedparten af de danske eliteaktier endte højere og medvirkede til at sikre det danske C25-indeks et plus på 0,3 pct. til 1597,67. Over ugen er indekset steget 1,4 pct.
I USA lå S&P 500-indekset stort set uændret ved dansk børslukketid efter stigninger på samlet over 6 pct. de foregående tre handelsdage. Over ugen er det amerikanske indeks dermed steget 3,8 pct. trods en sur mandag.
- Det handler om, at man kan se, at Trump trækker lidt tilbage i forhold til mange af de ting, der er meldt ud tidligere.
- Så nu synes man, at pilen peger lidt i den rigtige retning igen, og man bevæger sig lidt væk fra den frygt for recession, der havde sneget sig ind for bare en uge siden, siger Mads Zink, chefhandler i Danske Bank, til MarketWire.
NOVO SÆNKET AF UDENLANDSK FINANSHUS
Herhjemme var Novo dog en klods om benet. Medicinalaktien faldt 1,6 pct. til 403,50 kr. og har nu givet et negativt afkast på 34 pct. i år medregnet udbytte. Siden toppen i juni er aktien faldet næsten 61 pct.
Umiddelbart var eneste negative nyhed fra finanshuset DBS i Singapore, der har savet næsten halvdelen af sit kursmål for Novo-aktien, og nu sigter efter 330 kr. mod tidligere 640 kr. Desuden er anbefalingen nedgraderet to trin fra "køb" til "sælg".
- Jeg så godt, at DBS sænkede, men det plejer ikke at være et af de huse, der rigtigt kan rykke noget i forhold til Novo, siger Mads Zink.
Chefhandleren havde selv fidus til, at aktien ville stige fredag efter godt nyt fra USA.
- Så det er faktisk lidt en gåde for mig, at Novo ligger så svagt, som den gør. Havde du spurgt mig omkring åbningstid, havde jeg troet, at Novo skulle stige i dag, siger Mads Zink.
Han hæfter sig ved, at amerikanske kopiproducenter, eller såkaldte "compounders" har fået afvist et søgsmål mod Novo anlagt med henblik på, at de kan forsætte med at lave kopier af Wegovy og Ozempic i USA.
- Og det er gode nyheder for Novo, siger Mads Zink.
Netop efterligninger vurderes således at have taget en pæn bid af markedet, mens Novo havde problemer med at levere. Men efter at der ikke længere er mangel på Novo-midlerne, må kopierne ikke længere markedsføres.
LAVERE KURSMÅL
At Novo-aktien alligevel endte lavere skyldtes formentlig DBS, vurderer Jyske Bank.
- Det er vores bedste bud, også fordi der er tale om en markant ændring fra "køb" til "salg", siger Martin Munk, senioraktierådgiver i banken.
Blandt andre justeringer fredag havde den britiske storbank HSBC såvel Demant og GN til eftersyn. Begge fik snittet sine kursmål. Demants kursmål er reduceret til 330 kr. fra 360 kr., mens GN nu har et kursmål på 90 kr. mod tidligere 155 kr.
Anbefalingen af Demant er uændret "køb", mens anbefalingen af GN er "hold".
Og de to aktier gik i hver sin retning. Demant steg med 1,1 pct. til 233,40 kr., mens GN, der også fik skåret kursmål hos en lang række andre banker, faldt med 1,1 pct. til 98,92 kr.
Ørsted fik sænket sit kursmål til 300 kr. fra 360 kr. hos Nykredit Markets, der stadig har anbefalingen "hold".
Og ugen har budt på flere sænkede kursmål og negative analyser for Ørsted, efter at den norske branchefælle tidligere på ugen fik sat et fremskredent projekt i bero i USA. Det har øget frygten for, at Ørsteds amerikanske projekter kan lide samme skæbne med nye milliardstore nedskæringer til følge.
Ørsted faldt 2,6 pct. til 258,10 kr. og endte bare 5,60 kr. fra lavpunktet i november 2023, hvor aktien lukkede i det laveste niveau siden 2017.
Danske Bank blev set efter i sømmene af analytikere fra Nordea, der skar kursmålet til 255 kr. fra 275 kr., men fortsat siger "køb" forud for regnskabet fra banken om en uge.
Danske Bank steg 1,7 pct. til 221,60 kr.
ROCKWOOL TIL VEJRS
Helt i toppen af C25 steg Rockwool med 2,6 pct. til 287,40 kr., uden at der ifølge Mads Zink og Martin Munk tilsyneladende var nyt fremme.
- Men med de dage, vi har haft, er det jo heller ikke sådan, at et par pct. er vildt og tovligt. Markedet virker ret roligt, siger Martin Munk.
Blandt sidepapirerne gjorde onlineforhandleren Boozt sig negativt bemærket med et kursfald på næsten 18 pct. til 55,10 kr. efter en nedjustering i sit regnskab for første kvartal torsdag efter børslukketid.
Modsat steg Norden med 8,5 pct. til 182,30 kr. efter en opjustering primært drevet af gevinster på salg af skibe, men også en god udvikling på driften.
.\\˙ MarketWire