Obligationer/åbning: Renten stiger fra åbningen - fokus på amerikansk gæld
28/4 08:54
Der er små rentestigninger fra åbningen mandag, selv om rentepilen i USA peger lidt ned. En joker senere på dagen er skønnet over USA's gældsudstedelser.
I den senere tid har de europæiske og amerikanske renter ikke nødvendigvis svinget efter samme taktstok.
Det skyldes blandt andet øget uro om den amerikanske præsident Donald Trumps handelspolitik, som i en periode førte til kapitalflugt fra USA, hvilket afspejlede sig i stigende amerikanske renter, faldende aktiekurser og en svækket dollar.
Roen har dog så småt sænket sig over finansmarkederne igen, i takt med at Trump har trukket i land med hensyn til handelskrigen, og det har ført til rentefald og stigende aktiekurser i sidste uge i USA.
Fredag endte renten på den toneangivende tiårige T-bond 7 basispoint lavere i 4,24 pct. Mandag morgen ligger den tiårige amerikanske rente i 4,26 pct. Det svarer dog til et fald på 2 basispoint i forhold til niveauet ved dansk børslukketid fredag.
Herhjemme stiger den tiårige danske rente ikke desto mindre 2 basispoint mandag morgen til 2,40 pct.
Nøgletalskalenderen er stort set tom, og der kan i stedet kan ventes opmærksomhed om USA's offentlige gæld og behovet for salg af nye statsobligationer i den kommende tid.
Det vurderer Mathias Dollerup Sproegel, seniorøkonom i Sydbank, i bankens morgenkommentar.
- Hvis skønnet over USA's gældsudstedelse for det kommende kvartal viser sig at være højere end forventet, kan det få renterne til at stige, lyder det i morgenrapporten.
Den offentlige amerikanske gæld er i forvejen stor og udgør omkring 120 pct. af landets bruttonationalprodukt.
Og den amerikanske præsident Donald Trumps politik om skattelettelser kan medføre behov for yderligere gældsætning, udover det niveau Kongressens budgetkontor allerede har indregnet, konstaterer Sydbank.
I kalenderen mandag er desuden en tale fra den finske centralbankchef, Olli Rehn, klokken 15.
.\\˙ MarketWire