Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/tendens: Afdæmpet stemning efter blandede regnskaber - GM ramt af toldkrig

29/4 14:20

De første store regnskaber er tirsdag begyndt at tikke fra USA, og de byder på blandet læsning.

Det har taget toppen af markedet, at bilproducenten General Motors har måtte suspendere prognosen for i år og sætte aktietilbagekøbene på pause. Dermed melder GM sig i køen af amerikanske selskaber, som har sløjfet forventningerne til i år som følge af handelskrigen.

Det brede S&P 500-indeks indikeres inden åbningen meget svagt op med 0,01 pct. Futures for Nasdaq-indekset peger på et fald på 0,1 pct., og Dow Jones står til at stige 0,4 pct.

- Med den usikkerhed, som tolden skaber, er vi nødt til - som minimum - at begynde at indprise en sandsynlighed for en amerikanske recession, siger investeringschef Johanna Kyrklund fra Schroders til Bloomberg News.

Omvendt har kæmpen Coca-Cola leveret overbevisende tal for første kvartal, der ikke vidner om voldsomt afskrækkede forbrugere.

Lidt mere end en tredjedel af selskaberne i S&P 500-indekset har indtil videre præsenteret kvartalstal, og heraf har 75 pct. af dem ifølge Bloomberg slået analytikernes forventninger.

Med de mange regnskaber at tage bestik af er handelskrigen rykket lidt i baggrunden i investorernes bevidsthed. Mest væsentlige nyhed på den front er forlydender om, at den amerikanske regering vil undtage aluminium og stål til bilproduktion fra separate toldsatser.

Ellers har der været relativt stille omkring eventuelle forhandlinger mellem USA og Kina. Den amerikanske finansminister, Scott Bessent, meddeler til gengæld, at USA er tæt på en handelsaftale med Indien, mens Kina tirsdag har opfordret øvrige lande til at stå imod det amerikanske pres.

GM SLØJFER FORVENTNINGER

Den amerikanske bilgigant GM suspenderer prognosen for 2025 og stopper sit aktietilbagekøbsprogram som følge af usikkerhed relateret til handelskrigen.

Meldingen sender aktien ned med 2 pct. i formarkedet.

GM ventede tidligere en indtjening på 11-12 dollar per aktie og vil opdatere prognosen, når der er mere klarhed om toldsatserne.

Det fremgår af regnskabet for første kvartal tirsdag.

- Da den oprindelige prognose ikke inkluderer påvirkningen fra told, kan man ikke regne med den, siger Paul Jacobson, som er finansdirektør hos GM, til journalister ifølge Bloomberg News.

I første kvartal skabte GM et justeret resultat per aktie på 2,78 dollar. Det er en stigning fra 2,62 dollar i samme periode sidste år, og bedre end analytikernes forventning på 2,72 dollar ifølge Bloomberg News.

COCA-COLA MED GODKENDT KVARTAL

Læskedrikgiganten Coca-Cola kom bedre end ventet i mål i årets første kvartal, hvor små prisstigninger ikke afholdt de ellers prisbevidste forbrugere fra at købe sodavand og andre drikke fra gigantens mange brands.

Samtidig lyder det, at effekterne af de globale handelsspændinger vil være håndterbare for giganten.

- På trods af et vist pres på de vigtigste udviklede markeder gjorde vores globale fodaftryk det muligt for os at navigere i et komplekst eksternt miljø, lyder det fra Coca-Cola i handelsopdateringen.

Den justerede organiske omsætningsvækst landede på 6 pct. i regnskabsårets tre første måneder, hvor analytikerne havde ventet 5,2 pct. fremgang. Den sammenlignelige indtjening per aktie lød på 0,73 dollar, hvilket rammer en tand over analytikerskønnet på 0,72 dollar.

Prognosen for året fastholdes, og aktien indikeres 0,6 pct. højere.

PFIZER TJENER MERE END VENTET

Medicinalselskabet Pfizer er kommet fint fra start i 2025 målt på indtjeningen, mens omsætningen derimod skuffer en smule. Prognosen for 2025 fastholdes, men dykker man ned i de ledsagende kommentarer fra ledelsen, er der er godt nyt at finde.

- Vores fokus på driftseffektivitet og finansiel disciplin giver stærke resultater på bundlinjen. Vi bevæger os i øjeblikket mod den øvre ende af vores vejledende interval for justeret udvandet overskud per aktie i 2025, siger finansdirektør David Denton ifølge regnskabet.

Pfizers prognose for hele året lyder på et justeret overskud per aktie på 2,80-3,00 dollar. Prognosen indeholder ikke eventuelle effekter af fremtidig toldindgreb, understreger medicinalkæmpen.

Aktien rykker sig ikke synderligere efter regnskabet og indikeres 0,3 pct. højere.

Blandt vinderne i formarkedet er logistikselskabet UPS, som kom fornuftigt ud af første kvartal, og hvor resultaterne landede sikkert over forventningerne i markedet.

I første kvartal omsatte UPS for 21,5 mia. dollar, mens analytikerne ifølge Bloomberg News havde ventet 21,1 mia. dollar. Her trak særligt den internationale pakkeforretning op, mens divisionen for forsyningskædeløsninger - helt som ventet - svandt ind med 16 pct.

Den justerede indtjening per aktie endte på 1,49 dollar. Her var forventningen 1,40 dollar blandt analytikerne.

UPS stiger 1,7 pct. i formarkedet, men var tidligere oppe med knap 5 pct.


.\\˙ MarketWire