Aktier/tendens: DSV i fokus fra start efter regnskab med Schenker-synergier
30/4 08:03

DSV kommer i fokus på det danske aktiemarked onsdag, efter at transportgiganten i forbindelse med sit regnskab for første kvartal har meldt forventninger ud til synergipotentialet fra det store opkøb af den tyske speditørgigant Schenker.
Mærsk kan også få opmærksomhed fra dagens start efter en skuffende forventningsmelding fra rivalen Mitsui OSK Lines, der har presset de asiatiske rederiaktier i onsdagens marked.
Umiddelbart peger det i retning af en tæt på uændret aktieåbning i Europa, at dømme efter den tyske DAX-future, mens de amerikanske aktiefutures ligger til fald på 0,2-0,6 pct., efter at markedet i USA tirsdag steg for sjette dag i træk.
Herhjemme steg C25-indekset tirsdag med 0,7 pct. til 1619,33 anført af Zealand Pharma og Novo Nordisk med plusser på 4,7 og 2,4 pct.
DSV MED NYE TAL FOR SCHENKER-OPKØBET
DSV løfter forventningerne til 2025 med henvisning til det knap 107 mia. kr. store opkøb af den tyske speditørkæmpe Schenker og venter nu et driftsresultat (EBIT) før særlige poster på 19,5-21,5 mia. kr.
- Opjusteringen er udelukkende relateret til den forventede Schenker-påvirkning, da den underliggende prognose for DSV alene er uændret, fremgår det onsdag morgen af selskabets regnskab for første kvartal 2025.
Tidligere lød prognosen på 15,5-17,5 mia. kr. eksklusive Schenker.
Inklusive opkøbet lød analytikernes forventninger følge estimater indsamlet af DSV på 20.182 mia. kr.
DSV meddeler også, at det forventer at kunne realisere årlige synergier for 9 mia. kr. ved udgangen af 2028 fra Schenker-integrationen, mens transaktions- og integrationsomkostningerne skønnes blive i niveauet 11 mia. kr.
DSV steg tirsdag 0,9 pct. til 1288,50 kr.
SKUFFENDE PROGNOSE FRA JAPANSK REDERI
Det japanske rederi Mitsui OSK Lines falder onsdag 9,6 pct., efter at det er kommet med en skuffende prognose for det nye regnskabsår, der startede 1. april.
Herhjemme steg Mærsks B-aktie tirsdag 1,5 pct. til 11.130 kr.
Ringkjøbing Landbobank fastholder i sit regnskab for første kvartal onsdag morgen forventningerne til hele året om et overskud efter skat på 1800-2200 mio. kr.
Banken har i øvrigt besluttet at iværksætte et nyt aktietilbagekøbsprogram på 1 mia. kr. Ringkjøbing Landbobank-aktien steg tirsdag 1,3 pct. til 1216 kr.
Carlsberg har fået analysenyt fra BNP Paribas, som efter tirsdagens regnskab fra bryggerikoncernen har løftet sit kursmål for aktien med 13,5 til 880 kr. fra førhen 775 kr.
Aktien faldt tirsdag 2,2 pct. til 880,6 kr. i kølvandet af et halvlunkent regnskab for første kvartal, som dog var hjulpet af, at opkøbet af Britvic havde effekt.
KURSMÅL HÆVES 50 PCT. FOR BYGGERIAKTIE
Kursmålet for aktien i H+H International er hos SEB Bank blevet sat op med hele 50 pct. til 120 kr. fra førhen 80 kr. Anbefalingen af aktien fastholdes imidlertid på "neutral".
Tirsdag faldt H+H-aktien 1,2 pct. til 118 kr.
SEB har desuden sænket kursmålet for Solar med knap 9 pct. til 255 kr. fra førhen 280 kr. Aktien steg tirsdag 2 pct. til 252 kr.
Der fragår onsdag et udbytte i Unibrew på 15 kr. per aktie. Bryggeriaktien faldt tirsdag 3,9 pct. til 543,50 kr. efter et lettere skuffende regnskab for første kvartal.
Køkkenvirkosmheden TCM har fået ny storaktionær i form af Bank of America Securites Europe SA med en ejerandel på 10,278 pct.
TCM-aktien steg tirsdag 3,1 pct. til 73,60 kr.
.\\˙ MarketWire