DSV's topchef: Vi er allerede i dialog med de vigtigste af Schenkers kunder
30/4 13:04
DSV har lige akkurat fået overdraget nøglerne til Schenker, og den danske transportkæmpe er allerede i gang med at kontakte de vigtigste af den opkøbte tyske speditørs kunder.
Det fortæller DSV's administrerende direktør, Jens Lund, på mediekaldet efter transportkæmpens regnskab for første kvartal.
De knap 107 mia. kr. er onsdag morgen klokken 7 blevet overført til den tidligere ejer, Deutsche Bahn, og det betyder, at DSV nu er ejer af Schenker, hvilket gør det samlede selskab til verdens største speditør.
DSV har i en lang årrække været ivrig inden for opkøb med en række store transaktioner heriblandt GIL i 2021 og Panalpina i 2019, og integrationen af de tidligere storopkøb har ifølge topchefen typisk kostet cirka 5 pct. på toplinjen, da nogle mindre kunder har flyttet deres engagement til konkurrenter.
For at holde kundeafgangen så lav som mulig, er det også af stor vigtighed for DSV at holde på de vigtigste kunder.
- Vi er kommet godt i gang. Allerede i dag er vi i dialog med alle de vigtige kunder for at sikre, at vi afbøder denne risiko i videst muligt omfang, udtaler Jens Lund.
I forbindelse med integrationen laver DSV en plan sammen med kunden, og her føler transportkoncernens topledelse sig ekstragodt klædt på.
- Jeg synes, at vi er meget bedre organiserede og forberedte også på kundesiden, end vi har været før, udtaler finansdirektør Michael Ebbe.
Inden for søfragt har DSV allerede markedsledende marginer, men ved en integration kan de normalt presses endnu højere op, fordi DSV's infrastruktur kan udnyttes.
DSV er storebror i forhold til Schenker, når det kommer til omsætning, men det er primært inden for Air & Sea, mens det tyske opkøb er størst målt på omsætningen inden for vejtransport, Road.
Inden for Road er målet at løfte Schenkers margin til DSV's niveau, da det vil betyde, at der er gjort fremskridt.
Den øverste chef husker dog på, at DSV har den højeste produktivitet, hvilket måles i, hvor meget bruttofortjeneste man konverterer til EBIT - den såkaldte konverteringsrate.
- Så dybest set, hvor meget menneskelig indgriben har man brug for. Så hvis man har brug for mindre menneskelig indgriben, har man højere produktivitet. Så i betragtning af, at der er stordriftsfordele i vores forretning, bør vi også drage fordel af det, udtaler Jens Lund.
.\\˙ MarketWire