Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/tendens: Starbucks og Snapchat står til klø i ventet rød start

30/4 14:26

Regnskabssæsonen begynder at tage fart i USA, hvor særligt Starbucks, Snapchat og Super Micro Computer er endt under gevaldigt pres efter deres regnskaber, som landede tirsdag aften.

Samlet peger det også på en rød start for de amerikanske aktier, hvor futuren for det brede S&P 500 falder med 0,5 pct., mens den techtunge Nasdaq-future peger ned med 0,9 pct. Futuren for Dow Jones falder med små 0,1 pct.

Der bliver desuden travlt på nøgletalsfronten onsdag, hvor der tikker en række friske opgørelser ind. Blandt de væsentligste tal, er den private ADP-jobrapport, som ses som en optakt til fredagens vigtige officielle jobrapport.

Den viste sig langt værre end ventet med blot 62.000 nye job mod ventede 115.000 job, viser tal fra Bloomberg News.

Senere på dagen venter så PCE-kerneprisdeflatoren, som er centralbanken Federal Reserves foretrukne inflationsmåling. På årsbasis spår økonomerne en inflation på 2,6 pct. mod 2,8 pct. i sidste opgørelse.

På regnskabsfronten er der også fokus på de to techgiganter Meta og Microsoft, som begge aflægger tal efter amerikansk handelslukning onsdag.

STARBUCKS PRESSET AF FALDENDE SALG

Starbucks' aktie falder 9 pct. i formarkedet, da regnskabet for andet kvartal igen viste et pres på omsætningen.

Det sammenlignelige salg i cafeer, som har været i drift i mindst 12 måneder, faldt nemlig på årsbasis med 1 pct., mens en mindre tilbagegang på 0,6 pct. ifølge Bloomberg News var ventet blandt analytikerne.

Omsætningen var dog i det store hele med 8,80 mia. dollar tæt på konsensus på 8,83 mia. dollar, hvilket blandt andet var understøttet af en begrænset vækst per kundekvittering på 1 pct., mens 2,2 pct. var forudset.

Hos Snapchat er der også pres på aktien, som falder 13,8 pct. i formarkedet, selv om regnskabet for første kvartal var en anelse bedre end ventet, mens det sociale medie i starten af andet kvartal har oplevet "modvind" for væksten.

På den baggrund justerer Snap også de ventede driftsomkostninger for 2025 til 2,65-2,70 mia. dollar mod førhen ventede 2,70-2,75 mia. dollar.

Snap vil derfor heller ikke komme med en prognose for andet kvartal, da der er usikkerheder omkring den økonomiske udvikling de kommende måneder, og omkring hvordan det vil påvirke annoncesalget.

Endnu værre går det Super Micro Computer, som dykker med hele 18 pct. i formarkedet. Foreløbige regnskabstal viser, at indtjeningen i tredje kvartal ikke lever op til forventningerne i markedet.

Omsætningen i perioden, oplyser serverproducenten, var på 4,5-4,6 mia. dollar, hvilket er markant under konsensus på Wall Street ifølge Bloomberg News på 5,35 mia. dollar.

.\\˙ MarketWire