Jyske Bank følger efter Nationalbanken og sætter renten ned
30/4 16:16
I kølvandet på Nationalbankens rentenedsættelse på 0,25 pct.point i sidste uge, sætter Jyske Bank nu renten ned på nye forbrugslån og kreditter samt på udvalgte indlånskonti for privatkunder.
Det oplyser banken onsdag.
Renten på en række opsparingskonti sættes ned med op til 0,25 pct.point som eksempelvis Opsparingskonto og Børneopsparing.
- Vi har i en periode set et generelt faldende renteniveau. Derfor sætter vi også renten ned. Men vi har i denne omgang valgt at holde renten i ro på en række konti for børn. Det samme gælder Totalkonto Ung og lønkonti for Private Banking-kunder, siger Klaus Naur, direktør for Privat i Jyske Bank
Ændringerne vedrørende udlån træder i kraft med virkning fra den 30. april 2025, mens ændringerne på indlån er fra den 2. juni 2025.
Skærtorsdag sænkede Den Europæiske Centralbank (ECB) indlånsrenten med 0,25 pct.point til 2,25 pct.
Rentereduktionen var helt og fuldt ventet af de finansielle markeder. Senere torsdag fulgte Danmarks Nationalbank med i samme takt og sænkede indskudsbevisrenten til 1,85 pct. og udlånsrenten til 2,0 pct. Foliorenten og diskontoen sænkedes ligeledes til 1,85 pct.
.\\˙ MarketWire