Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

GN-topchef langtfra modløs trods svag start på året: Nedjustering skyldes alene handel

1/5 08:54

På trods af en svær og svagere end ventet start på 2025 og stor usikkerhed omkring det globale handelsmiljø, som også har medført en nedjustering af forventningerne, er ledelsen hos danske GN fortsat fortrøstningsfuld i forhold til fremtiden.

Nedjusteringen, der særligt vedrører vækstforventningerne og i mindre grad indtjeningsevnen, skal nemlig allermest ses i lyset af det svære handelsmiljø med skyhøje amerikanske toldsatser mod Kina og også ekstra told på varer fra en række andre lande.

- Første kvartal var lidt svagere, end vi havde ventet og planlagt. Men vi er ikke modløse, for underliggende er billedet meget stærkere, end det rapporterede giver udtryk for, siger Peter Karlstromer, der er administrerende direktør hos GN, til MarketWire efter regnskabet.

Han peger på, at de svagere end ventede takter i første kvartal er relateret til en vifte af engangseffekter, og at man derfor primært skal se justeringen af forventningerne til hele 2025 som et resultat af handelskrigen.

Den påvirker GN hårdt, fordi selskabet har produktion af både gamingudstyr og headsets, som skal eksporteres til blandt andet USA, i Kina.

Derfor har det danske selskab som modsvar iværksat en række tiltag, der skal sikre en mere differentieret produktion og spare på omkostningerne.

- Vi har brug for en for en periode på seks til ni måneder nu til at gennemføre alle de her ting, og så skulle forretningen gerne vende tilbage til normalen. Det er det, justeringen af forventningerne skal illustrere, siger Peter Karlstromer.

GN venter nu en organisk vækst - eksklusive den negative effekt fra lukningen af forbrugerforretningen, der blev gennemført i løbet af sidste år - på minus 3 pct. til plus 3 pct. mod tidligere 3-7 pct.

Driftsmarginen (EBITA) ses nu blive 11-13 pct. mod tidligere ventet 12-14 pct., mens prognosen for de frie pengestrømme fastholdes på cirka 800 mio. kr.

HAR GENNEMGÅET EN RÆKKE SCENARIER - PROGNOSEN ER SOLID

Gennem april har den primære årsag til nedjusteringen hos GN - handelskrigen - udviklet sig kraftigt i både den ene og anden retning flere gange.

Det er med til at skabe usikkerhed på både GN's markeder - men også om de både direkte og afledte effekter af høje toldsatser.

Alligevel mener GN med sit nye udspil at være dækket ind.

- Vi har gennemgået rigtig mange scenarier for året, og vi regner med, at forventningerne indregner det meste nu. Vi mener, at det er en ret robust prognose, siger Peter Karlstromer.

Det har heller aldrig været på tale at suspendere prognosen helt, sådan som man så det fra en lang række selskaber - herunder også GN - under den første bølge af covid-19-pandemien i 2020.

- Det punkt har vi ikke nået endnu. Selv med meget usikkerhed, forstår vi stadig rammerne og føler, at vi er i kontrol over begivenhederne, siger Peter Karlstromer.

.\\˙ MarketWire