Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/åbning: GN får klø efter nedjustering i ellers grøn C25-start

1/5 09:16

GN får hård medfart på aktiemarkedet torsdag morgen, efter at det sent onsdag blev til en nedjustering i forbindelse med høreapparatproducentens regnskab for første kvartal, som skuffede på både top- og bundlinje.

Ellers er der positive takter hos de danske eliteaktier fra start, hvor Mærsk-aktierne har lagt sig i toppen. C25-indekset stiger indledningsvis med 0,6 pct. til 1664,88, efter at det onsdag blev til et plus på 2,3 pct.

Samtidig holder flere af de største børser i Europa - herunder Tyskland, Frankrig og Sverige - lukket grundet arbejdernes internationale kampdag.

Uden for C25-indekset har Alm. Brand opjusteret forventningerne til året, mens også Netcompany og Norden er kommet med tal for kvartalet.

GN DYKKER EFTER NEDJUSTERING

GN har nedjusteret forventningerne til året, efter at selskabet kom dårligere end ventet ud af første kvartal, og det koster på aktien, som torsdag morgen falder 7,4 pct. til 91,28 kr.

Koncernen "træffer yderligere foranstaltninger for at imødegå de negative direkte og indirekte effekter af de øgede toldniveauer", lød det fra GN.

GN venter nu en organisk vækst eksklusive effekten af nedskaleringen af selskabets forbrugerforretning på minus 3 til plus 3 pct. mod tidligere ventet 3-7 pct., mens driftsmarginen (EBITA) ses lande på 11-13 pct. mod tidligere ventet 12-14 pct.

Omvendt stiger Mærsks B-aktie med 3 pct. til 11570 kr. fra start. Det skyldes formentlig, at der onsdag lød rygter om, at USA har rakt ud til Kina for at forhandle told.

ØRSTED SÆLGER DEL AF BRITISK HAVVINDPARK

Ørsted har gennemført frasalget af 24,5 pct. af havvindmølleparken West of Duddon Sands.

Med salget indkasserer Ørsted cirka 4 mia. kr., meddeler den danske energiudvikler torsdag morgen.

Carnegie har desuden haft Ørsted-aktien under lup, og her er kursmålet blevet skåret til 300 kr. fra 330 kr. Anbefalingen lyder fortsat på "hold".

Energiaktien stiger 0,4 pct. til 262,80 kr.

ALM. BRAND OPJUSTERER FORVENTNINGER

Alm. Brands forsikringsresultat opgjort eksklusive afløb i årets sidste tre kvartaler ventes nu at lande på 1550-1750 mio. kr. fra tidligere 1500-1700 mio. kr.

Dermed venter Alm. Brand nu et koncernresultat før skat på 1630-1830 mod tidligere 1580-1780 mio. kr.

Alm. Brand landede i perioden et forsikringsresultat på 337 mio. kr. mod ventet 332 mio. kr. blandt analytikere ifølge estimater indsamlet af forsikringskoncernen.

Aktien ligger med et plus på 1,2 pct. til 15,81 kr. fra start.

Hos Netcompany fastholdes forventningerne til 2025 om at nå en omsætningsvækst på 5-10 pct. og en justeret EBITDA-margin på 16-19 pct.

Selskabet klarede sig bedre end ventet i første kvartal, hvor selskabet realiserede en omsætning på 1744,3 mio. kr. og et justeret driftsresultat (EBITDA) på 307,3 mio. kr.

Analytikerne ventede en omsætning på 1709 mio. kr. og et justeret driftsresultat (EBITDA) på 291 mio. kr. ifølge estimater indsamlet af selskabet selv forud for regnskabet.

Netcompany-aktien falder med små 0,2 pct. til 294 kr.

Rederiet Norden måtte i første kvartal af 2025 se sin bundlinje blive næsten halveret i et volatilt marked, viser regnskabet torsdag morgen.

Driftsindtjeningen (EBITDA) endte i kvartalet på 114,7 mio. dollar mod 146,5 mio. dollar sidste år, mens overskuddet faldt i første kvartal til 32,5 mio. dollar fra 62 mio. dollar i samme kvartal året inden.

Rederiaktien stiger 3,6 pct. til 185,30 kr.

DSV-KURSMÅL SKRUES OP

Oven på onsdagens optur til DSV efter regnskab og efterfølgende plus på 7,9 pct. til 1390 kr. har Jyske Bank hævet kursmålet til 2000 kr. fra tidligere 1550 kr. Anbefalingen er fortsat "køb", viser et notat fra banken.

Carnegie har sideløbende løftet kursmålet til 1685 kr. fra 1363 kr. med en fortsat købsanbefaling.

Transportaktien fortsætter de gode takter fra morgenstunden med et plus på 1,7 pct. til 1413 kr.

Ringkjøbing Landbobank har fået sat sit kursmål op hos Nordea til 1380 kr. mod tidligere 1290 kr. i kølvandet af onsdagens regnskab, hvor banken annoncerede et nyt aktietilbagekøbsprogram på 1 mia. kr og samtidig fastholdt sine forventninger til året. Anbefalingen lyder fortsat på "køb".

Bank-aktien går frem med små 0,2 pct. til 1259 kr. torsdag.

.\\˙ MarketWire