Novo/Sydbank: CVS-aftale kan løfte receptudskrivningerne
2/5 06:34
Novo Nordisk tog torsdag en sejr hjem, da det kom frem, at den danske koncern har lavet en aftale med CVS Caremark om at gøre Wegovy til foretrukken fedmebehandling på de største kommercielle lister for amerikanske sundhedsforsikringer.
Aftalen er godt nyt for den danske medicinalkæmpe, som kan se frem til, at den kan øge salget i USA.
- Vi ser umiddelbart positivt på aftalen med CVS Caremark. CVS administrerede mere end en fjerdedel af de generelle recepter i USA i 2024, ligesom indkøbsorganisationen administrerer sundhedsordninger for mange millioner amerikanere, lyder en kommentar fra Sydbanks analytiker Søren Løntoft Hansen.
Og selv om aftalen ikke gælder alle sundhedsordninger under CVS' administration, så omfatter den de ordninger, der benytter de største kommercielle lister, og det vil kunne give en hestesko til salget.
- ikke desto mindre vil det efter vores vurdering øge adgangen for amerikanerne til Wegovy og have potentiale til at øge antallet af receptudskrivninger for Wegovy, konkluderer Sydbanks analytiker.
Med til historien hører også, at CVS Caremark samtidig har valgt at fjerne den største konkurrent til Wegovy, nemlig Eli Lillys Zepbound, fra de samme samme kommercielle lister.
Det er den amerikanske konkurrent i sagens natur ganske utilfreds med.
- Vi ser en megakategori her, der vil have mange valg og løsninger, og det virker som den forkerte beslutning at reducere udvalget, udtalte Elli Lillys topchef, Dave Ricks, på en telekonference torsdag.
- Måske er der nogle patienter, der tager Zepbound på recept, og fra 1. juli har de ikke længere den mulighed. Jeg tror, at de vil være oprørte - vi får at se, hvordan markedet reagerer, og hvordan markedsandelene bevæger sig.
- Vores præference er at øge adgangen - ikke reducere den.
Netop Zepbound har i USA ellers overhalet Wegovy i udskrivningen af nye recepter.
CVS Caremark, der ejes af CVS, som også driver sygeforsikringer og sin egen apotekerkæde, er en såkaldt "Pharmacy Benefit Manager" (PBM), der forhandler priser og rabatter på medicin på vegne af de amerikanske sygesikringer, både de offentlige og de private.
.\\˙ MarketWire