Aktier/middag: Danske Bank og fedmeaktier i fuld galop i grønt C25
2/5 11:33
Danske Bank er løbet med overskrifterne fredag, hvor banken har afleveret et stærkt regnskab for første kvartal, der også bliver belønnet af investorerne.
Med fremme i feltet ligger også C25-selskabets to fedmeselskaber, Novo Nordisk og Zealand Pharma, der fortsætter den grønne bølge.
- Det er en positiv stemning i Europa, og det nyder vi også gavn af. Den positive stemning er trukket af håbet om, at nogle forhandlinger kan udmunde i noget positivt mellem USA og Kina, udtaler senioraktierådgiver Martin Munk fra Jyske Bank til MarketWire.
Den gode stemning omkring aktiemarkedet har godt fat for tiden, hvor C25-indekset fredag ved middagstid ligger i plus for sjette handelsdag i træk - med 1,4 pct. til 1691,33.
Markedsdeltagerne holder fortsat øje med meldinger om handelsforhandlinger mellem USA og Kina, og til eftermiddag vil fokus især blive rettet mod den amerikanske jobrapport.
DANSKE BANK LEVERER OVER FORVENTNING OG FASTHOLDER PROGNOSEN
Danske Bank er kommet godt i gang med 2025, hvor der i første kvartal var bedre gang i både indtægterne på de øvre regnskabslinjer og i overskuddet på de nedre, end det umiddelbart var ventet af analytikerne.
Mikkel Emil Jensen, der er senioranalytiker i Sydbank, kalder resultaterne for "overvejende positive".
- Og det er både med hensyn til indtægter, omkostninger og nedskrivninger, siger han om regnskabet.
- På indtægtssiden er det de mere prominente indtægtskilder som nettorenteindtægter, gebyrer og handelsindtægter. Og omkostningerne falder 1 pct. i kvartalet i forhold til sidste år, påpeger Mikkel Emil Jensen.
Bankaktien stiger med 3,7 pct. til 238,10 kr.
Gode takter er der også fra blandt andet DSV, der stiger tredjemest af alle eliteaktier med sit plus på 3,6 pct. til 1461,50 kr.
NOVO OG ZEALAND FORTSÆTTER I VEJRET
Fedmeaktierne er tilbage i kridthuset hos investorerne, der sender Zealand Pharma-aktien op med 3,8 pct. til 484,20 kr. og Novo Nordisk løftes samtidig med 1,7 pct. til 451,80 kr.
- Det er som om, at fedmeaktierne er ved at finde fodfæste igen efter en svær periode, udtaler Martin Munk, der påpeger, at det to selskaber aflægger regnskab i næste uge.
Det er femte dag i træk med fremgang for de to aktier, hvor førstnævnte i denne uge er steget med 15 pct., og sidstnævnte er løftet med 12 pct.
Fremgangen kommer blandt andet efter torsdagens meddelelse om, at Novo Nordisk har indgået et partnerskab med USA's største administratorer af sundhedsforsikringer - CVS Health - om udvidet adgang til Novos vægttabsmiddel Wegovy.
GN VENDER MINUS TIL PLUS
For GN gik det torsdag helt galt med et fald på 12 pct. Det var resultatet af et noget svagere første kvartal end ventet og en nedjustering af forventningerne som følge af primært handelskrigen.
Efterfølgende har en lang række analytikere skruet ned for kursmålene for aktien heriblandt Bernstein, der har reduceret det til 76 kr. fra 94 kr. med en fastholdelse af den negative anbefaling "underperform".
Aktien fortsatte fredag morgen den negative tendens, men midt på formiddagen er faldet vekslet til et plus på 2,5 pct. i 89,02 kr.
GENMAB OG PARTNER VIL SØGE OM UDVIDET BRUG AF KRÆFTMIDDEL
Genmab, der stiger med 1,6 pct. til 1421,50 kr., har sammen med partneren Abbvie meldt sig klar til i løbet af første halvår at ansøge lægemiddelmyndighederne om udvidet brug af kræftmidlet Epcoritamab som andenbehandling af lymfekræftformen follikulært lymfom.
Det sker på baggrund af lovende data fra et fase 3-studie, som vil blive præsenteret på en medicinalkonference senere i år, oplyser selskabet.
Også Schouw og Co. blander sig fredag på regnskabsscenen med et lavere end ventet driftsresultat målt på EBITDA i første kvartal.
Investorerne er ikke tilfreds og sender aktien ned med 4,5 pct. til 577 kr.
.\\˙ MarketWire