Europa/lukning: Bankhandel sendte køber og sælger mod top og bund
5/5 17:59
Den spanske storbank Banco Santander har solgt cirka 49 pct. af Santander Bank Polska og 50 pct. af bankens formueforvaltningsaktiviteter i Polen til østrigske Erste Group.
Den gik ikke ubemærket hen blandt investorerne, der kvitterede ved at sende Erste Group til tops i det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks, mens Santander Polska indtog bunden. Samlet steg Stoxx 600 med 0,2 pct.
I toppen gik det dermed bedst for Erste Group-aktien, der steg 8,7 pct. til 63,95 euro, mens Santander Bank Polska omvendt tabte 6,7 pct. til 550,60 polske zloty.
Prisen er samlet 7 mia. euro - svarende til 52,2 mia. kr., skriver Bloomberg News.
Banco Santander har planer om at sende omkring halvdelen af den kapital, som banken får ud af salget, tilbage til aktionærerne.
Den spanske bank er målt på aktiver Europas fjerdestørste bankkoncern. Banco Santander-aktien endte stort set uændret med et plus på 0,6 pct. på børsen i Spanien.
Erste Group har som følge af købet annonceret, at banken midlertidigt reducerer sin udbyttebetaling for 2025, ligesom et planlagt aktietilbagekøbsprogram på 700 mio. euro annulleres.
.\\˙ MarketWire