Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Tirsdagens aktier: Vestas til tops og Coloplast til bunds i surt marked

6/5 17:04

Et opløftende regnskab var tirsdag med til at sende Vestas til tops i det danske eliteindeks, hvor Coloplast blev bundskraber efter en uventet fyring af medicoselskabets topchef.

Det danske eliteindeks, C25, faldt tirsdag med 1,1 pct. til 1689,96, efter at den grønne stime på seks handelsdage med et samlet plus på over 7 pct. blev brudt mandag med et marginalt fald på 0,01 pct.

Aktierne var ifølge investeringsstrateg Oskar Bernhardtsen fra Saxo Bank under pres i løbet af tirsdagen, da Friedrich Merz i første omgang ikke blev stemt igennem til kansler.

Godt en halv time før dansk lukketid blev han dog stemt igennem, hvilket reducerede nedturen for de danske aktier en smule.

Stemningen var også påvirket af, at USA's præsident, Donald Trump, mandag aften var ude at gentage sin udmelding om told på medicinalvarer. Han påstår nu, at der vil komme en annoncering inden for de næste to uger.

Og den melding kan være drivkraften bag fald til medicinalselskaberne, der for Novo Nordisk og Zealand Pharma endte på 3,9 pct. og 5,1 pct.

Førstnævnte er også i ilden onsdag med regnskab for første kvartal og det samme er blandt andet Ørsted og Pandora.

Blandt sidepapirerne var der tirsdag desuden regnskabsnyt fra ALK-Abelló, DFDS og Trifork.

TOPCHEF I COLOPLAST SKAL ERSTATTES

Sent mandag blev det overraskende meddelt, at bestyrelsen hos Coloplast har besluttet, at Kristian Villumsen er fortid som topchef i medicoselskabet.

Hans stilling overtages midlertidigt af Coloplast-veteranen og bestyrelsesformand Lars Rasmussen, imens jagten på en afløser er i gang.

Meldingen kom mandag efter dansk børslukketid - og tirsdag skulle investorerne desuden fordøje et svagt regnskab for det forskudte andet kvartal.

Med afskedigelsen skal der nye boller på suppen, udtaler Oskar Bernhardtsen, der pointerer, at der mangler noget klarhed og en strategisk udmelding, da Coloplasts præstationer har haltet længe.

Coloplast faldt tungt med 6,0 pct. til 654 kr., hvilket er det laveste niveau i mere end seks år.

VESTAS I TOP

Modsat gik det for Vestas, der kom ud af første kvartal med højere end ventede tal på både top- og bundlinjen. Selskabet fastholdt desuden forventningerne til hele 2025.

Men grundlæggende er der ikke noget stort, der er ændret i forhold til aktiecasen, vurderer Klaus Kehl, der følger Vestas som analytiker hos Nykredit.

- Jeg synes faktisk, at der er flere små positive overraskelser i regnskabet. Både på omsætningen og indtjeningen og megawattpriserne. Men der er ikke noget grundlæggende, der er ændret fra i går til i dag, siger han til MarketWire.

Vindmølleaktien blæste dog til toppen af C25 med et plus på 9,0 pct. til 96,46 kr.

REGNSKABER FRA FLERE

ISS gjorde det bedre i første kvartal end ventet blandt analytikerne, hvilket lige akkurat var nok til at tilfredsstille investorerne, der sendte aktien op med 0,3 pct. til 168,50 kr.

DFDS måtte til gengæld se både driftsresultat, omsætning og bundlinje skrumpe i de første tre måneder af 2025 - men rederiet fastholdt forventningerne til året.

Rederiaktien sluttede tirsdagen med et plus på 0,7 pct. i 96,15 kr.

Og så klarede ALK-Abelló sig bedre end ventet målt på såvel indtjening som omsætning i første kvartal, hvor det europæiske tabletsalg leverede tocifret vækst.

ALK-aktien gik 4,7 frem til 166,50 kr.

Trifork gentog tirsdag morgen sine helårsforventninger i forbindelse med regnskabet for første kvartal, hvor selskabet meldte om gode fremskridt i forhold til den strategiske ambition om at blive en mere produkt- og løsningsdrevet forretning. Aktien steg 4,5 pct. til 93 kr.

Ambu fik forud for onsdagens regnskab løftet sin anbefaling af norske ABG Sundal Collier til "køb" fra "hold" med et kursmål, der er hævet til 140 kr. fra 125 kr.

Ambu lukkede 0,2 pct. højere i 120,50 kr.

.\\˙ MarketWire