DNB skruer ned for Lundbecks kursmål før regnskab - men ser stadig godt potentiale
7/5 10:10
Norske DNB sænker inden næste uges regnskab for første kvartal fra medicinalselskabet Lundbeck sit kursmål for aktien til 48 kr. fra 56 kr.
Den positive anbefaling "køb" fastholdes dog, og DNB ser da også fortsat gode muligheder i Lundbeck-aktien på mellemlang sigt.
Det fremgår af en optakt til regnskabet.
- Vi forbliver positive om udsigterne på mellemlang sigt og ser potentielle katalysatorer i større penetration for Vyepti og Rexulti. Vi ser et topsalg på 9834 mio. kr. for Vyepti (konsensus 7453 mio. kr.) og 9349 mio. kr. for Rexulti (konsensus 8704 mio. kr.), skriver DNB i optakten.
For første kvartal isoleret set venter den norske bank også et godt momentum for de fire strategisk nøgleprodukter hos Lundbeck, som ud over Vyepti og Rexulti tæller antidepressivet Brintellix/Trintellix og skizofrenimidlet Abilify Maintena/Abilify Asimtufii.
.\\˙ MarketWire