Europa/aktier: Danske selskaber i top og bund i rødt europæisk indeks
7/5 12:41
Det går bagud for de europæiske aktier på en regnskabstravl onsdag, hvor Jyske Bank og Ambu indtager henholdsvis top og bund i det europæiske Stoxx 600 efter deres regnskaber for første kvartal.
Stoxx 600-indekset falder 0,4 pct. onsdag efter et lille fald tirsdag. Det kommer oven på en lang periode med plusser til det europæiske indeks.
- Vi kommer fra en massiv optur i de sidste par uger, så det, vi ser i dag, er nok en smule gevinsthjemtagning, siger Andrea Cicione, researchchef hos TS Lombard, ifølge Reuters.
Samtidig lyder det, at USA's finansminister, Scott Bessent, og chefforhandler, Jamieson Greer, i weekenden rejser til Schweiz for at mødes med Kinas øverste økonomiske embedsmand for at diskutere handelsspændingerne mellem de to lande, som i den seneste tid har sat sit tydelige præg på de globale finansielle markeder.
- Markedet havde allerede indregnet det, fordi der har været uformelle udtalelser fra begge sider om, at selv om de ikke officielt bekræftede det, så antydede de, at der ville finde indledende drøftelser sted, siger Andrea Cicione videre.
Onsdag aften - et par timer efter europæisk lukketid - er der også fokus på rentemødet i den amerikanske centralbank, Federal Reserve, hvor den generelle forventning er, at centralbanken fastholder renten i intervallet 4,25 pct. til 4,50 pct.
På selskabsniveau stiger Jyske Bank med 7,2 pct. i toppen af Stoxx 600 efter sit bedre end ventede regnskab for første kvartal, mens også italienske Amplifon fortsætter sine gode regnskabstakter fra tirsdag, hvor høreapparatselskabet varslede stærk vækst på sit franske marked. Amplifon stiger 5,3 pct. efter et plus på 6,3 pct. tirsdag.
Omvendt falder Ambu tungt med et minus på 11,5 pct. efter sit regnskab, mens også den norske producent af genbrugsmaskiner Tomra får en hård medfart for sit regnskab, som sender aktien ned med 10,8 pct.
.\\˙ MarketWire