USA/lukning: Trump sagde "køb" og aktier steg - undtagen Eli Lilly
9/5 06:32
De amerikanske aktier steg torsdag. Den positive stemning skyldtes nyheden om, at USA og Storbritannien har indgået en handelsaftale, i kombination med at repræsentanterne fra USA og Kina torsdag mødtes i Schweiz for også at diskutere handel.
Den positive stemning er stadig til stede fredag morgen. Futures indikerer små stigninger på omkring 0,1 pct., når markedet åbner i New York senere på dagen.
Præsident Trump anbefalede torsdag igen, at "du bør købe aktier nu". Sidst det skete var i april, da han udskød sin egen gengældelsestold i 90 dage og dermed startede kursstigninger ni dage i træk.
Toppen blev dog taget af fremgangen, da det sidst på handelsdagen kom frem, at den amerikanske præsident ønsker at forhøje skatten på folk, som tjenere mere end 2,5 mio dollar om året.
Der var også pres på sundhedsaktierne, da mediet Politico onsdag aften skrev om kommende tiltag fra regeringen i USA for at reducere udgifterne til behandling og pleje for amerikanerne.
Efter onsdagens beslutning hos den amerikanske centralbank om at fastholde sin rente, hvilket også fik præsident Trump til at kalde centralbankchef Jerome Powell for et "fjols", tikkede markedsrenterne torsdag også opad.
Det brede S&P 500-indeks vandt 0,6 pct., men var også på et tidspunkt i plus med 1,4 pct.
Dow Jones steg også 0,6 pct., og Nasdaq gik mest frem med 1,1 pct.
- Det er jo meget nemt, fordi Donald Trump siger, at vi skal købe aktier, kommenterer investeringsstrateg i Danske Bank Lars Skovgaard Andersen og fortsætter:
- Der er ikke så meget i denne "great deal", som han kalder det, men den øger forventninger til, at der sker noget positivt med Kina.
Efter sidste købsanbefaling fra den amerikanske præsident steg aktierne i USA på de ni dage med mere end 10 pct.
- At aktierne ikke stiger mere torsdag, er også et udtryk for, at markedet allerede har købt ind på, at det skulle blive bedre.
- Men med flere og flere aftaler vil der blive fjernet usikkerhed, og flere institutionelle investorer vil komme tilbage til markedet. Ingen af de store gør noget endnu, siger de af dem, jeg har talt med. De vil se flere aftaler, men så vil de tunge investorer også komme ind igen, siger Lars Skovgaard Andersen.
SKUFFELSE FRA ARM
I S&P 500 klarede cyklisk forbrug sig bedst med et plus på 1,4 pct., mens energiaktierne også vandt frem med 1,3 pct., da olieprisen steg med 3,3 pct. i kølvandet af nyheden om toldaftalen.
Der var samtidig fremgang til it på 0,9 pct. og til kommunikationsservice på 0,6 pct.
De tre klassiske cykliske sektorer, finans, råvarer og materialer samt industri blev desuden løftet 0,7-1,3 pct. Sundhed faldt derimod 0,9 pct.
Det var Microsoft, som løftede mest op i hovedindekset med et plus på 1,1 pct., mens Apple desuden gik frem med 0,6 pct.
Ligeledes inden for it blev entusiasmen holdt lidt nede for Nvidias vedkommende med et plus på 0,6 pct., da britiske Arm Holding, som udvikler chipdesign for blandt andet Nvidia, onsdag aften skuffede med sin salgsprognose og derfor selv mistede 6,2 pct.
COMEBACK TIL PALANTIR OG ALPHABET
I samme sektor gik softwareselskabet Palantir frem med 7,9 pct. Trods bedre end ventede regnskabstal og prognose faldt aktien tirsdag med 12,1 pct., men sidenhen har analytikerne ifølge Bloomberg News hævet deres kursmål med i snit 4,4 pct.
I cyklisk forbrug vandt Tesla også 3,1 pct., mens Amazon steg 1,8 pct., og i kommunikationsservice var der fremgang til Meta Platforms på 0,2 pct., mens Disney fortsatte fremgangen efter sit regnskab onsdag med et løft på 3,0 pct.
Der var altså lidt comeback til Google-ejeren Alphabet på 1,9 pct. efter onsdagens minus på 7,5 pct., på nyheden om at Apple overvejer at udvikle en AI-understøttet søgemaskine til elektronikkæmpens egen browser, Safari.
En del analytikere har onsdag og torsdag været ude at forsvare investeringscasen i Alphabet trods en mulig ny søgekonkurrent.
Til gengæld var der fald til flere store medicinalnavne med Novo-konkurrenten Eli Lilly i spidsen med et minus på 3,3 pct., ligesom Abbvie mistede 1,3 pct.
På regnskabsfronten var der torsdag også belønning til sikkerhedsselskabet Axon, der vandt hele 14,1 pct. efter en opjustering, ligesom softwareselskabet Epam Systems også steg 12,9 pct. på baggrund af en løftet prognose.
I den anden ende faldt cybersikkerhedsselskabet Fortinet med 8,4 pct., da prognosen for både salg og indtjening i andet kvartal lå en smule under konsensus.
.\\˙ MarketWire