Aktier/åbning: Mærsk hamrer i vejret i positivt C25 mens Novo og Genmab falder tungt
12/5 09:22
Der er positiv aktiestemning mandag morgen efter meldinger om, at USA og Kina midlertidigt reducerer deres toldsatser i 90 dage.
Den positive stemning styrer dog langt uden om medicinalaktierne, efter at den amerikanske præsident, Donald Trump, har meddelt, at han i morgen, tirsdag, vil underskrive et dekret, som skal sænke medicinpriserne.
Det giver markante fald til Novo, Genmab og Zealand Pharma fra åbningen herhjemme.
Der er dog efter små ti minutters handel fremgang i 17 af de 25 danske eliteaktier, og C25-indekset stiger samlet 0,6 pct. til 1695,88 anført af Mærsk-aktierne, der stiger omkring 10 pct.
Ifølge Bloomberg News sænker USA toldsatserne på kinesiske varer til 30 pct. fra 145 pct. i 90 dage, mens den kinesiske told på amerikanske varer sænkes til 10 pct. fra 125 pct.
Det spreder overordnet set god stemning på aktiebørserne generelt. Mærsk B topper i C25 med et plus på 10 pct. til 12.505 kr. Herefter følger GN med et plus på 6,1 pct. til 96,80 kr.
Til gengæld ligger Genmab og Novo i bunden med fald på henholdsvis 7 og 6,7 pct. til kurserne 1227 og 414,80 kr., efter at den amerikanske præsident, Donald Trump, har varslet, at han tirsdag vil underskrive et nyt dekret, som skal sænke medicinpriserne.
- Priserne på receptpligtig medicin og lægemidler vil næsten øjeblikkeligt blive reduceret med 30-80 pct. For at udligne (prisreduktionen, red.) vil priserne stige i resten af verden, skriver præsidenten på sit sociale medie Truth Social natten til mandag.
I forhold til Novo er der også sænkede kursmål fremme mandag. Goldman Sachs har sænket sit kursmål for Novo-aktien til 775 kr. fra 825 kr., og hos Morgan Stanley er det sat ned til 550 kr. fra 600 kr.
SÆNKET KURSMÅL TIL SYDBANK
Der er også analysenyt til Sydbank, som har fået sænket kursmålet hos ABG Sundal Collier til 410 kr. fra 480 kr. Anbefalingen er uændret "hold".
Sydbank-aktien falder 0,3 pct. til 417,40 kr.
Der er også drysset et par nye kursmål ind på Ørsted. Amerikanske Bernstein har sænket sit kursmål for den danske energiaktie til 300 kr. fra 315 kr., og spanske Banco Santander sænker sit kursmål til 290 kr. fra 360 kr.
Ørsted stiger dog 0,9 pct. til 254,70 kr.
Blandt sidepapirerne stiger Solar med 1,7 pct. til 303 kr., efter at svenske SEB har løftet kursmålet for aktien til 310 kr. fra 255 kr.
Solar steg fredag med 9 pct. til 298 kr. efter selskabets regnskab for første kvartal. Solar ligger til at stige for 14 handelsdag i træk.
Nordic Transport Group, NTG, kommer mandag med regnskab for første kvartal. En del af spændingen om det regnskab er dog taget af bordet, idet selskabet forud for regnskabet den 7. maj nedjusterede forventningerne efter at have gjort foreløbigt status for udviklingen i første kvartal.
NTG stiger 2,0 pct. til 257,50 kr.
.\\˙ MarketWire