Nilfisk har planen klar til at modvirke toldeffekter og holder fast i prognosen
13/5 07:55
Handelskrigen indledt af USA og toldsatser på import af varer til USA fra en række lande har kompliceret billedet for danske Nilfisk i første kvartal, hvor hovedtallene endte en spids under konsensus i markedet.
Men Nilfisk har navigeret godt i det svære farvand og holder på den baggrund fast i sine forventninger til hele regnskabsåret.
I første kvartal omsatte selskabet for 256,5 mio. euro mod konsensus om 257,5 mio. euro blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet af selskabet selv. I de første tre måneder af 2024 omsatte Nilfisk for 259,0 mio. euro.
Den organiske vækst var i januar, februar og marts i år minus 1,2 pct. Her var konsensus blandt analytikerne minus 1,1 pct., mens væksten i første kvartal sidste år blev plus 3,7 pct.
Driftsresultatet (EBITDA) før særlige poster endte i første kvartal på 31,3 mio. euro mod ventet 32,5 mio. euro og 34,2 mio. euro i den tilsvarende periode et år tidligere.
Dermed blev EBITDA-marginen før særlige poster 12,2 pct. mod ventet 12,6 pct. og 13,2 pct. i første kvartal 2024.
PÅ LINJE MED EGNE FORVENTNINGER - PROGNOSEN FASTHOLDES
På de nedre regnskabslinjer kan selskabet for første kvartal præsentere et nettoresultat på 2,3 mio. euro mod konsensus om 7,0 mio. euro. I første kvartal sidste år blev resultatet på den post 9,3 mio. euro.
- Første kvartal 2025 har været markeret af høj aktivitet og stærkt fokus på eksekvering. De geopolitiske usikkerheder og seneste toldannonceringer har naturligvis påvirket den samlede markedsstemning såvel som selskabets drift, skriver Nilfisk i regnskabet.
- Men den finansielle udvikling har været på linje med forventningerne, og de annoncerede initiativer i den strategiske plan for 2025 er blevet implementeret som planlagt, fortsætter selskabet.
På den baggrund fastholdes prognosen for hele 2025 om en organisk vækst på 1-3 pct. og en EBITDA-margin før særlige poster på 13-14 pct.
OPTIMERINGER OG PRISLØFT SKAL AFBØDE TOLD
For at afbøde effekten af handelskrigen implementerer Nilfisk løbende tiltag i forsyningskæden og står klar med løftede priser på de områder, hvor det er passende.
Det vil have en modvirkende effekt på handelskrigen og er også en af årsagerne til, at Nilfisk holder fast i prognosen for hele året.
- Et stadigt skiftende toldlandskab har kompliceret driften og lægger pres på marginerne i 2025. For at afbøde dette optimerer vi vores forsyningskæde og overvejer prisjusteringer, hvor det er nødvendigt. Derfor fastholder vi vores finansielle forventninger til 2025, siger Jon Sintorn, der er administrerende direktør hos Nilfisk, i regnskabet.
.\\˙ MarketWire