Obligationer/åbning: Lille rentehop på dag med fokus på amerikansk inflation
13/5 08:58
Efter et par dage med stigende rente - fredag på grund af spekulationer i en toldaftale mellem Kina og USA og mandag efter den foreløbige toldaftale - fortsætter den retningen tirsdag.
Den ledende tiårige danske statsobligation stiger 2 basispoint til 2,54 pct. efter en stigning mandag på 8 basispoint i forhold til fredag, hvor renten steg 5 basispoint.
Dagens vigtigste nøgletal er inflationen for april fra USA, der lander kl. 14.30.
I weekenden blev Kina og USA enige om at sætte toldkrigen på pause i 90 dage og samtidig sænke tolden på hinandens varer. USA sænker tolden på kinesiske varer til 30 pct. fra 145 pct., mens Kina sænker tolden på amerikanske varer til 10 pct. fra 125 pct.
Det har sendt risikoappetitten op på finansmarkederne, og investorerne myldrede ud af obligationsmarkedet. Kurserne blev derfor presset ned, og de effektive renter op.
Mandag steg renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation med 9 basispoint til 4,47 pct. Tirsdag morgen ved 9-tiden er der lidt mere afdæmpet reaktion på T-bondmarkedet i Tokyo. Her falder den tiårige T-bondrente til 4,46 pct. Det er 1 basispoint over niveauet, da obligationsmarkedet i Danmark lukkede mandag.
AMERIKANSK INFLATION I FOKUS
Dagens vigtigste nøgletal er inflationstal fra USA, der lander kl. 14.30. Inflationen i USA er aftaget to måneder i træk, men den er fortsat lidt højere end den amerikanske centralbanks mål på 2 pct.
Inflationen lå i marts på 2,4 pct., og et så lavt niveau er ikke set siden 2021. Niveauet ventes ifølge estimater indsamlet af Bloomberg fastholdt i dagens apriltal.
Hvis udviklingen i fødevarer og energipriser fraregnes, ventes inflationen uændret fra marts på 2,8 pct.
Inden da er der kommet nyt fra Europas største økonomi - den tyske. Kl. 11.00 lander det såkaldte ZEW-indeks for maj.
Forventningsindekset ventes at stige til 11,3 fra minus 14,0 i april.
Den del af ZEW-indekset, som afspejler vurderingen af den nuværende økonomiske situation, ventes at stige til minus 77,0 fra minus 81,2.
ZEW-tillidsindikatoren er udarbejdet af organisationen Zentrum für Europäische Wirtschaftsforschung og afspejler vurderingen af Tysklands økonomiske situation blandt institutionelle investorer og økonomer.
.\\˙ MarketWire