Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER
Q&A med Zealand Pharma, 20 Maj kl 15.00 Læs mere her

Sydbank om Vestas: Ser ud til slippe nådigt for amerikansk udfasning af vindstøtte

13/5 10:35

En fuldstændig udfasning her og nu af støtte til amerikansk havvind er formentlig taget af bordet, selv om den amerikanske præsident, Donald Trump, har tordnet mod vindkraft og støtte til den.

Et forslag fra Republikanerne tager nu brodden af Trumps udtalelser om, at han vil trække lovpakken Inflation Reduction Act, der giver tilskud til blandt andet udviklere af vindenergi, tilbage.

- Hvis det er det nålestik, som Republikanerne kommer med i forhold til at behandle sol og vind, så er det meget nådigt, lyder det umiddelbart fra Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef i Sydbank.

- Faktisk kom forslaget allerede tilbage i starten af april, og det går på, at i stedet for en fuld reduktion her og nu, så ser vi nu på 2030. Og det kan man alt andet lige kalde en rolig udfasning, hvor Vestas' kunder ved, hvad de har med at gøre, siger Jacob Pedersen til MarketWire.

Investorerne var ikke sene til at tage nyheden i betragtning tirsdag morgen, hvilket sendte Vestas-aktien ud i en forlænget åbningsauktion

Efter en times handel stiger vindmølleaktien 10,6 pct. til 114,25 kr.

Sydbanks aktieanalysechef peger på, at aktiekursen i Vestas lå omkring 200 kr., inden Trump for alvor kom på lystavlen som afløseren for Joe Biden. Siden er aktiekursen blevet halveret - og i november, da det stod klart, at Trump kunne indtage Det Hvide Hus, kom aktiekursen ned under den magiske grænse på 100 kr. for første gang i fire år.

- Der er selvfølgelig tale om en forringelse, men slet ikke en afsporing af landvindkraften i USA, påpeger Jacob Pedersen.

- Men forslaget skal lige gennem Kongressen. Men hvis det her er, hvad republikaner selv foreslår - og hvis det bliver vedtaget - så er det en del blidere end ventet, siger han.

Af selve forslaget fremgår det, at der er tale om en femårig udfasning som omfatter blandt andet vind- og solenergi, og det påpeges, at de to former for vedvarende energi allerede er udviklede og har fået en del støtte.

- På trods af at vind og sol nu har lavere omkostninger, længere levetid og bred udbredelse på markedet, nyder de stadig godt af generøse skatteyderfinansierede subsidier, står det i det oprindelige lovforslag.

.\\˙ MarketWire