Lundbeck-topchef: Vi er på vej mod endnu et rekordår efter stærk vækst i første kvartal
14/5 08:50
Et på alle måder stærkt første kvartal for Lundbeck baner vejen for, at medicinalselskabet er på vej mod endnu et rekordår.
Sådan lyder den umiddelbare kommentar fra topchef Charl van Zyl i et interview med MarketWire.
- Vi har meget stærke resultater og er meget selvsikre i forhold til vores vej fremad. Vi kommer fra et rekordår i 2024, og det ser ud til, at vi er på vej mod endnu et rekordår i 2025. Det er derfor, vi har opjusteret forventningerne, siger han.
Lundbeck slog i første kvartal analytikernes forventninger hele vejen ned gennem resultatopgørelsen, og for hele 2025 har selskabet også opjusteret forventningerne til både omsætningsvæksten og væksten i driften.
Selskabet venter nu omsætningsvækst på 8-11 pct. i lokale valutaer og en vækst i det justerede driftsresultat (EBITDA) på 8-14 pct. - ligeledes i lokale valutaer.
Tidligere ventede Lundbeck en omsætningsvækst på 7-10 pct. og en vækst i det justerede EBITDA på 5-11 pct.
Det er særligt en stærk start på året for de fire strategiske nøgleprodukter, der har trukket opjusteringen, oplyser Lundbeck i sit regnskab - og navnlig Vyepti og Rexulti.
Som følge af de nuværende valutakurser ventes salgsvæksten i kroner at være tilsvarende væksten i lokale valutaer, oplyser Lundbeck. Væksten i det justerede EBITDA i kroner ventes samtidig at være omkring 0,5 pct.point lavere end i lokale valutaer.
Analytikerne ventede inden regnskabet en rapporteret omsætning på 23,6 mia. kr. i 2025 og et justeret driftsresultat (EBITDA) på 6737 mio. kr.
I 2024 endte de to poster på henholdsvis 22,0 mia. kr. og 6347 mio. kr.
Dermed venter Lundbeck lige nu - ifølge beregninger fra MarketWire - en omsætning på mellem 23,76 mia. kr. og 24,42 mia. kr. i år.
Det justerede driftsresultat (EBITDA) ventes at blive 6823-7203,8 mio. kr.
Dermed er begge dele umiddelbart pænt over konsensus.
.\\˙ MarketWire