Aktier/åbning: Ørsted sendt til bunds i afdæmpet åbning
15/5 09:22
Der er ikke meget spræl over det danske aktiemarked, som torsdag tager en puster oven på fire grønne dage i træk.
Der hersker en afdæmpet stemning, mens handlerne skæver mod eftermiddagens strøm af økonomiske nøgletal fra USA.
Det danske C25-indeks åbner med et fald på 0,3 pct. til 1724,66. Dermed er stimen brudt efter fire dage i plus oven på weekendens aftale mellem USA og Kina om at nedtrappe toldkrigen.
Blandt enkeltaktierne er der som ventet negativ fokus på Ørsted, der har fået endnu en sænket anbefaling. Det sender aktien til bunds i eliteindekset, hvor også Mærsk går lidt tilbage efter de sidste dages store stigninger.
Eftermiddagen står i økonomiens tegn, når der fra amerikansk side kommer flere væsentlige nøgletal. Navnlig detailsalget i april vil der blive holdt øje med, da det er første måned, efter at Donald Trump annoncerede sine omfattende toldsatser 2. april. Her ventes en flad udvikling efter en stigning på 1,4 pct. måneden inden.
Der vil også være fokus på den amerikanske centralbank, da formand Jerome Powell ud på eftermiddagen holder tale. Samtidig vil der nok også blive skævet mod forhandlingerne mellem Rusland og Ukraine, der begynder torsdag i Istanbul, Tyrkiet.
ØRSTED FÅR FLERE TÆSK
Der er ikke de store selskabsspecifikke nyheder at tage fat på torsdag morgen, hvor Ørsted og Coloplast får negativ opmærksomhed efter sænkede anbefalinger.
Ørsted er blevet sænket til "hold" fra "køb", mens kursmål reduceres til 250 kr. fra 390 kr.
Berenberg er et blandt flere børshuse, som har sænket sit syn på Ørsted-aktien, da især det amerikanske marked for havvind spøger.
Ørsteds Sunrise Wind-projekt er nemlig blevet udpeget af flere analytikere til at være mest i risiko for at blive annulleret af de amerikanske myndigheder, efter at det samme skete for kollegaen Equinors Empire Wind-projekt i sidste måned.
Ørsted-aktien ryger til bunds i C25 med et fald på 2,5 pct. til 243,10 kr.
Coloplast har også fået sænket sin anbefaling til "hold" fra "køb". Her er det den britiske storbank HSBC, der har set nærmere på aktien og i samme ombæring skåret kursmålet til 670 kr. fra 860 kr.
Coloplast falder 0,7 pct. til 637 kr.
Også Lundbeck og FLSmidth har været en tur gennem analytikermøllen efter ugens regnskaber, der for begges vedkommende landede bedre end ventet og bød på opjusteringer.
Lundbeck har fået løftet kursmålet til 53 kr. fra 50 kr. af Danske Bank, som fastholder sin købsanbefaling.
Danske Bank har også set nærmere på FLS, som har fået hævet sit kursmål til 420 kr. til 400 kr. Også her er kursmålet fortsat "køb".
SHB har også hævet sit kursmål for FLS - her til 390 kr. fra 320 kr. Anbefalingen er fortsat "hold".
Lundbeck stiger 1,3 pct. til 34 kr. FLS-aktien falder omvendt 1,4 pct. til 366,80 kr.
FLS steg dog også hele 11,6 pct. onsdag efter sit regnskab, mens Lundbeck kunne notere sig et plus for dagen på 10,4 pct.
AARSLEFF OPJUSTERER
Blandt sidepapirerne er der lidt fokus på entreprenørkoncernen Aarsleff, der sent onsdag opjusterede sine forventninger til hele regnskabsåret 2024/25 oven på en god udvikling i første halvår af regnskabsåret.
Aktien falder dog 0,4 pct. til 577 kr.
.\\˙ MarketWire