Svagt japansk forbrug sender økonomisk vækst i negativt territorium
16/5 06:34
Den japanske økonomi skrumpede i årets første kvartal og overrasker negativt i forhold til økonomernes prognoser.
Det fremgår af de foreløbige data fra det japanske kabinetskontor i Tokyo fredag.
Bruttonationalproduktet, BNP, faldt 0,7 pct. i sæsonkorrigerede og annualiserede tal i årets første kvartal, hvor økonomernes forventning var en negativ vækst på 0,3 pct.
Væksten i sidste år fjerde kvartal blev dog samtidig oprevideret til 2,4 pct. fra en stigning på 2,2 pct.
Første kvartals data viser, at privatforbruget, som er den største enkeltkomponent, var fladt i forhold til de foregående tre måneder efter en stigning på 0,1 pct. kvartalet før.
- Lavt forbrug er det mest karakteristiske træk ved BNP fra januar til marts, siger cheføkonom Takahide Kiuchi fra Nomura Research Institute ifølge Nikkei Asia.
Privatforbruget var estimeret til at stige 0,1 pct.
Den flade udvikling i privatforbruget tilskrives fortsatte stigninger i energi- og fødevarepriserne, der har undermineret forbruget betydeligt siden slutningen af sidste år.
Vækstdataene for første kvartal viser, at den japanske økonomi allerede var svækket før USA's indførelse af toldsatser i april. Virkningen af handelskrige vil ifølge Takahide Kiuchi sandsynligvis begynde at vise sig tydeligere i andet kvartal.
- Første kvartals lave vækstrate tyder på, at Trumps toldsatser vil skubbe den japanske økonomi endnu længere ud i recession. Der vil sandsynligvis opstå en direkte svækkelse i andet kvartal i år, med et potentielt fald i eksporten på grund af told- og usikkerhedschokket, siger Takahide Kiuchi.
En positiv komponent i første kvartal er virksomhedernes investeringer, der steg 1,4 pct. efter en oprevideret stigning på 0,8 pct. kvartalet før.
Inflationen målt på deflatoren på årsbasis viste 3,3 pct., hvilket var en anelse mere end forudset af økonomerne, der estimerede en stigning på 3,2 pct.
I fjerde kvartal var deflatoren 2,9 pct.
.\\˙ MarketWire