USA/lukning: Fjerde plusdag i træk - trods minusser til Amazon, Meta og Unitedhealth
16/5 06:32
Det amerikanske aktiemarked annullerede torsdag en negativ åbning og endte med en moderat fremgang.
Fredag morgen er der igen en let positiv stemning. Futures indikerer små stigninger under 0,1 pct., når handlen går i gang i New York fredag eftermiddag.
Efter stigninger også de foregående tre handelsdage var billedet dog til en vis grad det omvendte, da det var flere af de store teknologinavne, der tyngede markedet, og da der blev taget lidt gevinster i chipsektoren, hvor blandt andet Nvidia tidligere på ugen igen kravlede i plus for året.
Regnskabssæsonen er i sin sidste fase, men der kom dog godt nyt fra netværksproducenten Cisco, mens dagligvarekæmpen Walmart omvendt sendte negative signaler om toldrisikoen og kommende prisstigninger.
Der var dog særligt pres på USA's største sygekasse, Unitedhealth, efter en nyhed om, at selskabet muligvis har snydt med afregningen over for den offentlige sygesikring Medicare.
Til gengæld var der endelig lidt lettelse i presset på renterne, som torsdag satte sig på baggrund af et overraskende fald i producentpriserne i april end ventet, ligesom erhvervstilliden i New York-regionen bakkede mere end forudset, og det sendte igen den tiårige statsrente under 4,50 pct.
Det brede S&P 500-indeks steg 0,4 pct., selv om det i tidlig handel faktisk var i minus med 0,5 pct.
Dow Jones blev samtidig løftet 0,7 pct., mens Nasdaq derimod tabte 0,2 pct.
- Det kan blive ved nogen tid endnu med de stigninger. Især når der kommer opkøb og handler. Aktierne er steget kraftigt på våbenhvilen i handelskrigen, som medfører lavere risiko i teknologi og lavere risiko for recession. Samtidig har vi set opmuntrende meldinger om investeringer inden for it, hvilket også er godt nyt for de store teknologiselskaber, og nu får Saudi-Arabien tilmed får lov af købe AI-halvledere, forklarer Lars Skovgaard Andersen, investeringsstrateg i Danske Bank.
Han peger her på, at Dick's Sporting Goods onsdag aften lancerede et bud på konkurrenten Foot Locker på 2,5 mia. dollar med en præmie på 90 pct.
- Markedet ser rimeligt overkøbt ud, men det betyder ikke, at det nødvendigvis skal falde tilbage. Det kan køre sidelæns i en periode. Måske skal der noget ekstraordinært til for at det kan stige mere, men opkøbet af Foot Locker trods stigningerne signalerer en optimisme
NÆSTEN HALVERET SIDEN ÅRSSKIFTET
I S&P 500 var der på baggrund af rentefaldet lettelse i forsyning, som steg 2,1 pct. Ligeledes defensive dagligvarer gik sideløbende op med 2,0 pct. Ellers var der fremgang til de cyklisk sektorer, finans, råvarer og materialer samt industri, på 0,6-1,2 pct.
I den tunge ende fandt man cyklisk forbrug med et minus på 0,7 pct., mens it faldt marginalt, og kommunikationsservice smed 0,4 pct.
I hovedindekset var det Amazon, der trak mest ned med et minus på 2,4 pct., mens der i samme sektor, cyklisk forbrug, også var et fald til Tesla på 1,4 pct.
I kommunikationsservice mistede Meta Platforms desuden 2,4 pct. på forlydender om, at koncernen vil udskyde lanceringen af sin store sprogmodel, Behemoth. igen.
Unitedhealth tabte samtidig 10,9 pct. efter historien i The Wall Street Journal, som sygekassen dog har afvist, om, at der skulle have været sket svindel med afregningen i Medicare-programmet.
I forvejen var aktien faldet tungt, og nu med 45 pct. i år, på grund af muligt indgreb fra den amerikanske regerings side over for de høje sundhedsudgifter i USA, og fordi koncernen tidligere på ugen suspenderede sin guidance på grund af øgede omkostninger, mens topchef Andrew Witty trådte tilbage af "personlige årsager".
I sundhed var der dog lidt comeback til Eli Lilly, det største selskab i sektoren, med et plus på 2,5 pct.
STÆRK AI-EFTERSPØRGSEL
Der var samtidig minus til chipkæmpen Nvidia på 0,4 pct., ligesom Apple inden for it også mistede 0,4 pct. Microsoft gik derimod marginalt op, og Cisco vandt 4,9 pct., da stærkt AI-efterspørgsel sikrede en opjustering af både salgs- og indtjeningsforventningerne efter tredje kvartal.
Walmart kom torsdag morgen med regnskab, og det takseredes til et minus på 0,5 pct., fordi risikoen fra toldkrigen overskygger et ellers bedre end ventet første kvartal med lidt større salgsvægt.
.\\˙ MarketWire