Lars Rebien om Fruergaards exit: Vi mener at timingen er rigtig
16/5 13:37
Novo Nordisks tidligere topchef Lars Rebien Sørensen går efter at blive fuldt medlem af Novo Nordisks bestyrelse fra og med selskabets generalforsamling i 2026 og i en begrænset periode på to til tre år.
Det oplyser Novo Nordisk Fonden i en meddelelse i forbindelse med den pludselige annoncering af, at Novo Nordisks topchef gennem otte år, Lars Fruergaard Jørgensen, stopper.
Det sker efter pres fra Novo Nordisk Fonden.
- Novo Nordisk Fonden tog via sit formandskab initiativ til en dialog med formandskabet for Novo Nordisk A/S med et ønske om at øge sin repræsentation i bestyrelsen i Novo Nordisk A/S samt at drøfte behovet for en accelereret CEO-succession.
- Efter denne dialog og i betragtning af de aktuelle markedsudfordringer og nedgangen i selskabets aktiekurs siden midten af 2024 konkluderede Novo Nordisks’ bestyrelse sammen med Lars Fruergaard Jørgensen, at det var i selskabets bedste interesse at meddele CEO-successionen i dag, skriver Novo Nordisk i en meddelelse.
Lars Rebien Jørgensen, der bestyrelsesformand i Novo Nordisk Fonden, vil frem til generalforsamlingen i 2026 deltage i Novos bestyrelse som observatør.
- I betragtning af de nylige markedsudfordringer og faldet i selskabets aktiekurs har Novo Nordisk Fonden udtrykt en interesse i at være tættere på diskussionerne i selskabets bestyrelse.
- Vi mener også, at timingen er rigtig for at få en ny profil som CEO for selskabet. Målet er at sikre, at selskabet har de optimale forudsætninger for at skabe fremtidig vækst og realisere det store potentiale. Jeg er meget glad for, at Lars Fruergaard Jørgensen vil fortsætte som CEO i en periode for at understøtte en smidig overgang til en ny CEO, siger Lars Rebien Sørensen ifølge meddelelsen.
Fruergaard fortsætter som topchef for Novo i en periode for at understøtte en smidig overgang til en ny ledelse.
.\\˙ MarketWire